Sigtet brandstifter har været anholdt før

En af de sigtede for to politisk motiverede brandforsøg mod Politiskolen og Nordeas hovedsæde på Christianshavn har tidligere været anholdt for politisk aktivisme

PETs anholdelser af fire unge førte i dag til ransagninger på bla Christiania. (Foto: Thomas Lekfeldt)
PETs anholdelser af fire unge førte i dag til ransagninger på bla Christiania. (Foto: Thomas Lekfeldt)

Sympatien for venstrefløjen er åbenbar for de unge mænd, der er sigtet for forsøg på brandstiftelse mod Politiskolen i Brøndby i nat og Nordeas hovedsæde på Christianshavn i januar i år. En af de anholdte, D, har tidligere været anholdt for politisk aktivisme.

De fire unge mænd i alderen 19.23 pr blev anholdt på fersk gerning med dunke med benzin og fakler ved Politiskolen kl. 01..44 i nat. De fremstilles senere i grundlovsforhør. Kl. 4.35 blev kæresten til en af de anholdte også anholdt. Det er endnu uvist, om den 21-årige unge kvinde bliver fremstillet.

En af de anholdte, D, var allerede for to år siden i politiets søgelys forud for klimatopmødet i København. Her fik han besøg af politiets efterretningstjeneste, PET, to gange

- De spørger, hvad jeg vil lave til klimatopmødet. Om jeg kender nogen, der planlægger vold. Og om jeg har hørt om nogen, der er ved at lave bomber, fortalte den dengang 19-årige gymnasieelev til Ritzau.

Fornærmet over politiinteresse
Han gav dengang udtryk for, at det var fornærmende, at PET kom hjem til ham og talte om vold og bomber.

- De forklarer, at der er en øget terrortrussel med alle de vigtige personer, der ankommer til december, og at de derfor også er nødt til at få styr på det her miljø. Jeg forstår det på dem, som at de antager, at der sidder nogen i en mørk kælder på Nørrebro og laver bomber, sagde han i interviewet, hvor han også fortæller, at han blev anholdt af politiet i maj 2009 forud for klimatopmødet, hvor han var medarrangør af aktionen "Our Climate - Not Your Business", hvor aktivister forsøgte at trænge ind i Bella Center, mens 700 topledere fra virksomheder verden over var til konference om forretning og klima.

Elsker ikke politiet
Også en anden af de anholdte, 20-årige T. viser sin sympati for den yderste venstrefløj på Facebook, hvor han blandt andet er medlem af grupperne '100.000 - og vi møder alle op med en mursten på Jagtvej 69', 'Still not loving police', 'HUSK DEM DER SIDDER INDE!' og 'FRED STADEN - Inviter alle der støtter mangfoldighed'.

ekstrabladet.dk har talt med broren til den 21-årige kæreste J.D., der blev anholdt tidligt i morges. Men han kan ikke kaste lys over, hvad der kan være foregået.

- Vi har ikke fået at vide af politiet, at hun er blevet anholdt. Så jeg ved ingenting, siger han og ønsker ikke at fortælle noget om søsterens eller hendes kærestes tilhørsforhold til venstrefløjen.