Politiets anklage: Riskærs søn kørte med promille på over 2

Er tiltalt for spirituskørsel og skal i retten i dag. Han kørte stiv i vennens Jaguar

Klaus Riskær Pedersen søn Frederik er tiltalt for spirituskørsel og skal i retten i dag. Foto: Thomas Graversen
Klaus Riskær Pedersen søn Frederik er tiltalt for spirituskørsel og skal i retten i dag. Foto: Thomas Graversen

Hvis man ser på det fra den positive side, så kan det være, at det ender med lidt kvalitetstid med farmand for Klaus Riskær Pedersens søn, Frederik. Godt nok bag tremmer. For anklagemyndigheden vil i dag forsøge at få sat manden med det berygtede efternavn sat i fængsel for en alvorlig omgang spritkørsel.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at den unge mand står til omkring 20 dages fængsel, hvis han dømmes, og at han ikke skal regne med lovligt at sætte sig bag rattet af en bil i flere år. For det var ifølge anklagen med en promille et godt stykke over 2,0, at Frederik Riskær Pedersen blev snuppet i en augustnat sidste år. Han var ifølge vidner så beruset, at han talte snøvlet og usammenhængende.

Politijagt med horn
Alligevel benægter han at have kørt spritkørsel, da han i en lånt bil kørte højre om en civil politibil et sted på Østerbro, kørte hurtigt og slingrede i en sådan grad, at politiet ikke så anden udvej end at stoppe ham. Det lykkedes dog ikke sådan uden videre. Ekstra Bladet erfarer, at politiets første forsøg på at få bragt ham til standsning, som det hedder i politijargon, mislykkedes, fordi han ikke ænsede politibilen ved siden af sig.

Det fik politiet til at iværksætte en decideret politijagt med horn og lygter på den unge mand. Mens bilen endnu befandt sig på Østerbro, blev der målt hastigheder på langt over 100 km/t., inden Frederik Riskær Pedersen stoppede og lod sig anholde.

Kørte i kammerats Jaguar
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger havde den unge rigmandssøn været på bøf-restauranten Mash og efter det på diskotek. Han hævder selv, at han ikke havde fået særlig meget at drikke.

De test, der blev foretaget, viste dog noget andet. Både blæseprøven og blodprøven viste, at promillen skulle være et godt stykke over to. Altså fire gange mere end det tilladte – og noget, der bonner med både bøde, fængsel og frakendelse, hvis retten finder det godtgjort.

Ingen kommentarer
I det mindste gjorde han det med stil i sin kammerats Jaguar XF. Den måtte dog blive stående, hvor politiet havde stoppet Frederik Riskær Pedersen. Og fordi promillen var så høj, fik den unge mand inddraget kørekortet automatisk.

Frederik Riskær Pedersen ønskede i går ikke at bidrage til sagen.

– Jeg har ingen kommentarer, sagde han til Ekstra Bladet.