Vidnerne: Politiet var for hårde mod Møllehave

Gæster overværede Johannes Møllehaves 'brandert' på dyrt hotel - men de kan ikke forstå, hvorfor han blev behandlet så hårdt af både hotellets ansatte og politiet

Vidnerne: Politiet var for hårde mod Møllehave

Det var ikke kun for Johannes Møllehave og Lars Ebbensgaard, at tirsdag aften udviklede sig alt andet end planlagt, da de blev lagt i håndjern og smidt i fængsel.

Også fire mænd, der spiste ved nabobordet, fik et chok, da de to ældre herre blev udsat for politiets hårdhændede behandling.

- Da de kom ind på restauranten, styrede de det sgu meget godt. To betjente kom ind og sagde ’kom, vi skal ud herfra med det samme’. Men Møllehave svarede, at han skulle betale sin regning, siger et af vidnerne, Jens, til Ekstra Bladet.

TV: Møllehave - jeg truede ikke nogen!

I god ro og orden fik politiet alligevel de to ældre herrer ud foran hotellet. Men så gik det galt.

- Ude foran står politiet så med de her to. Og lige pludselig ligger hans kammerat i håndjern, forklarer Jens.

Det andet vidne, Flemming, supplerer:

- Jeg ved ikke, om Johannes Møllehave tager hånden op til politimanden, men lige pludselig ligger han også ned.

Jens siger:

- Politiet overreagerede. Der kunne de ikke styre det. Jeg tror, de følte sig provokeret af de her to mennesker, der ikke fandt sig i, at sådan nogle unge knægte skulle kommandere rundt med dem.

- Og politiet ville heller ikke finde sig i at blive talt til på den måde. Men når der står en ældre herre, skal de jo bare trække på smilebåndet, siger Jens.

TV: Møllehave - sådan var min nat i fængslet!

Ifølge de to andre vidner, der ikke ønsker deres efternavne i avisen, er der ikke tvivl om, at politiet håndterede det hele forkert.

- Var det meget voldeligt?

- Det er meget voldeligt, når man tager en gammel mand og smider eller skubber ham ned på jorden.

Læs hele historien om vidnernes oplevelse af anholdelsen af Johannes Møllehave i Ekstra Bladet Fredag