Assange: USA vil dræbe mig

Julian Assange siger, at USA med stor sandsynlig vil dræbe ham, hvis han kommer i et amerikansk fængsel

Julian Assange frygter for sit liv og føler sig overbevist om, at han vil dø, hvis USA får fingre i ham. (Foto: AP)
Julian Assange frygter for sit liv og føler sig overbevist om, at han vil dø, hvis USA får fingre i ham. (Foto: AP)

WikiLeaks-stifteren, Julian Assange, siger i et interview med avisen Guardian, at der er en stor risiko for, at han bliver dræbt i et amerikansk fængsel, hvis anklager om spionage skulle føre til, at han udleveres til USA.

Assange er i øjeblikket løsladt mod kaution, da en britisk domstol skal afgøre, om han kan udleveres til Sverige i en sag om seksuelle krænkelserne mod to svenske kvinder. Der er dog vedholdende spekulationer om, at USA vil forlange ham udleveret.

Assange siger, at det er 'politisk umuligt' for Storbritannien at udlevere ham til USA, da den britiske regering med premierminister David Cameron vil ønske at vise, at de ikke er blevet overtalt af USA.

- Juridisk har Storbritannien ret til ikke at udvise for politiske forbrydelser. Spionage er en klassisk politisk forbrydelse. Det er op til den britiske regering, om den vil anvende den undtagelse, siger Assange.

WikiLeaks-stifteren siger desuden, at USA 'forsøger at lave en studehandel' med den amerikanske soldat Bradley Manning, der er mistænkt for at have lækket hemmeligstemplede dokumenter om krigen i Irak.

Hvis USA har held til at få udleveret Assange fra Storbritannien eller Sverige, så er der en 'stor risiko for', at han bliver dræbt på 'Jack Ruby-måden', siger WikiLeaks-stifteren.

Ruby skød og dræbte Lee Harvey Oswald på en politistation i Texas ti dage efter, at Oswald var blevet arresteret for drabet på præsident John F. Kennedy.

WikiLeaks har bragt sig i centrum for verdens opmærksomhed ved at offentliggøre lækkede dokumenter fra blandt andet det amerikanske militær om krigen i Irak og senest hemmelige papirer fra USA's udenrigstjeneste.