Politiet efterlyser 79-årig dame

Den 79-årige Ruth Iliana Odgaard er ikke set siden fredag

Nordjyllands Politi efterlyser den 79-årige Ruth Iliana Odgaard.

Hun talte i telefon med en veninde fredag eftermiddag, men er ikke set siden.

Ruth Iliana Odgaards familie meldte hende savnet søndag middag, da hun ikke var i sin lejlighed ved Mellem Broerne i Nørresundby.

Politiets hundepatruljer ledte søndag aften forgæves i området omkring kvindens bolig.

Ruth Iliana Odgaard er svagt gående og bruger stok, og hun bevæger sig sjældent langt fra hjemmet.

Hun har lysblond halvlangt hår. Da hun forlod sit hjem var hun formentlig iført pelsfrakke og pelshue.

Nordjyllands Politi genoptager eftersøgningen i dag.