Hedegaard står fast på angreb mod muslimer

Trykkefrihedsselskabets formand står stadig ved sine udtalelser, selv om han nu tiltales for racistiske udtalelser om, at muslimer voldtager deres børn

Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, står stadig ved sine kontroversielle udtalelser om, at muslimer voldtager deres børn.

Udtalelser, der nu betyder, at Statsadvokaten tiltaler ham for racisme.

- Jeg står selvfølgelig ved det, jeg udtalte dengang, men derudover ønsker jeg ikke at rode mig ud i flere kommentarer, siger Lars Hedegaard, som henviser til sin advokat, Karoly Nemeth, for yderligere kommentarer.

Lars Hedegaards kontroversielle udtalelser kom i forbindelse med et interview på internetsiden Snaphanen.dk, hvor han udtalte sig om muslimske familier.

"De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far", siger Lars Hedegaard blandt andet i interviewet.

Siden har Lars Hedegaard præciseret, at udtalelserne ikke gjaldt alle muslimer,

Imidlertid valgte flere fremtrædende medlemmer af Trykkefrihedsselskabet - som blandt andre De Konservatives Naser Khader og Venstres Søren Pind - at forlade foreningen i protest.