20-årig hængt ud som morder

En 20-årig mand fra Vejle er uforvarende blevet rodet ind i en drabssag i Sverige, da to hadegrupper på Facebook bruger hans billede

Ahmad Akileh fra Vejle er blevet hængt ud som morder i Sverige.

Billeder af den 20-årige vejlenser er ved en fejl blevet brugt på to hadegrupper mod den anholdte i en drabssag i Landskrona. Det skriver DR Trekanten.

En 23-årig palæstinensisk-født svensker, der også hedder Ahmad Akileh, er anholdt for drabet på en 78-årig kvinde på en parkeringsplads udenfor forretningen Hemköp på Ringvejen i Landskrona den 29. marts.

Ifølge svensk politi blev kvinden dræbt, da Ahmad Akileh slog hende ned, så hun slog kraniet mod asfalten under et skænderi om en handicapparkeringsplads.

Den 78-årige kvinde døde to dage senere af sine kvæstelser. Kvindens 71-årige mand blev også overfaldet, men han slap med overfladiske skrammer.

Drabet har skabt voldsomme reaktioner i Landskrona, og flere hadegrupper er skudt op på bl.a. Facebook.

Truet på sin egen Facebookprofil
I Vejle var den 20-årige Ahmad Akileh uvidende om drabet i Sverige, men den 31. marts blev han kontaktet af nogle svenskere på Facebook, som gjorde ham opmærksom på, at hans billede blev brugt i to hadegrupper mod den anholdte mand i Landskrona i Sverige.

Ahmad Akileh fandt hurtigt hadegrupperne og så ganske rigtigt sit eget profilbillede brugt på siderne.

Hadegrupperne sviner den mistænkte morder til, og der er flere racistiske kommentarer ved billedet af Ahmad Akileh fra Vejle.

Flere skriver også trusler og kommentarer på hans egen - rigtige - facebookprofil.

Ahmad Akileh skriver ifølge DR Trekanten til Facebook og beder dem om at få fjernet sit billede fra grupperne.

Han modtager intet svar, men efter en uge er billederne fjernet.

Det er hans billede til gengæld ikke fra en anden svensk hjemmeside om mord begået i Sverige.

Ahmad Akileh har prøvet at gå til politiet i Vejle for at anmelde siderne.

Men da der er tale om svenske hjemmesider, blev han bedt om at kontakte Rigspolitiet, men her sendte de ham retur til Sydøstjyllands Politi.

Nu overvejer Ahmad Akileh at gå til en advokat, for at få sit billede fjernet fra den svenske hjemmeside.