Kronprinsparret følte sig ikke på noget tidspunkt i fare, efter at en bombetrussel førte til evakuering af deres fly i København og udsatte afgangen mod USA.
- Vi oplevede det som udramatisk, siger kronprins Frederik, efter at parret er ankommet sikkert til Chicago. Den amerikanske storby er første stop på USA-rejsen.
Kronprinsen roser "relevante myndigheder" for at "tage rigtigt hånd om situationen" i lufthavnen.
Kronprinsparret så ikke manden, som fremsatte en bemærkning, der kunne forstås som en bombetrussel mod flyafgang SK 943.
- Det var nok en forkert udtalelse på et forkert sted, vurderer kronprinsesse Mary.
Kronprinsparret var et par timer forsinket ved ankomsten til O'Hare-lufthavnen i Chicago. Parret fik en blid start på besøget i dag med en kort indføring i arkitekturen i Chicago.