Brændt bil var lastet med fyrværkeri

24-årig mand fra Thisted-egnen bragt med helikopter til Rigshospitalet efter ulykke i nat - formentlig fuskede han med ulovligt fyrværkeri i sin bil

Elstedhave rasteplads ligger i et temmelig øde område midt mellem Vildsundbroen og Snedsted i den sydlige del af Thy. På rastepladsen fandt ekstrabladet.dk's fotograf i dag en forrude fra en bil. Bilen, hvor den forbrændte unge mand formentlig har fusket med fyrværkeri, var fjernet og låst inde under forsegling. (Fotoi: Claus Bonnerup)

En ung mand - tydeligvis svært tilskadekommen - tumlede ved 4.30-tiden i nat rundt ved en vejgrøft ved Elstedhave rasteplads ved Snedsted i Thy. Forbipasserende så manden, men turde ikke standse op - i stedet ringede de og alarmerede politiet, som begav sig mod stedet.

Inden man nåede frem, blev der slået alarm fra et hus nær rastepladsen, hvor den unge mand var søgt hen.

- Husene ligger ikke tæt i det område, så det tog ham lidt tid at komme derhen, forklarer Søren Thorgård, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til ekstrabladet.dk.

Fyrværkeri sprængt i bilen
Den unge mand var så ilde tilredt med forbrændinger og skader på især en arm, at han blev ført med helikopter til København til Rigshospitalets traumecenter.

Hans tilstand er, oplyser Thorgård først på søndag eftermiddag, kritisk, men stabil og næppe livstruende. Hopsitalet har oplyst til politiet, at manden har forbrændinger på 20 pct. af kroppen.

På rastepladsen fandt politiet en delvist udbrændt bil. Fund af fyrværkeri og -rester i bilen - formentlig ulovligt fyrværkeri - har ført til, at politiet arbejder med en teori om, at den unge mand har fusket med fyrværkeri, som er sprunget nærmest mellem hænderne på ham inde i bilen.

Bilen blev forseglet, fjernet fra rastepladsen og låst inde, så teknikere efter weekenden kan studere den nærmere - heruden studere fyrværkeriet nøjere.