19 slagvåben, en kniv og en kasse med malingsbomber blev i nat beslaglagt af politiet, da det trængte ind i Huset i Vester Allé i Århus.
Huset er kendt som et tilholdssted for autonome, der i aftes skulle holde fest. Sidst på eftermiddagen forsøgte en gruppe personer uden tilknytning til Huset at trænge ind, og politiet blev tilkaldt.
Sidst på aftenen var der slagsmål foran Huset, og da politiet kom frem, løb nogle af deltagerne ind i Huset, mens andre stak af. Der har i de senere år været flere sammenstød i byen mellem unge på den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj, men politiet kunne natten til fredag ikke sige, om episoderne ved Huset var en del at dette opgør.
- Men dem, der stak af, lignede i hvert fald ikke dem, der normalt holder til i Huset, siger vagtchefen hos Østjyllands Politi.
Efter slagsmålet trængte civilt politi ind i bygningen, hvor de tilstedeværende stod klar med slagvåben - bordben, jernrør og cykelstyr. De smed dem dog fra sig, da det gik op for dem, at det var politiet der dukkede op, og ingen blev anholdt.