Politioprør giver politisk ballade

Borgerlig strid: Regeringspartierne bryder sig ikke om betjentes trussel, men DF støtter helhjertet aktionen

De 14 politibetjente kæmper for det, de kalder 'ret og rimelighed'. (Foto: Jakob Jørgensen)
De 14 politibetjente kæmper for det, de kalder 'ret og rimelighed'. (Foto: Jakob Jørgensen)

Politibetjente skal ikke forsøge at påvirke domstolene. Det er meldingen fra regeringspartiernes retsordførere, efter at Ekstra Bladet i går fortalte, at 14 københavnske betjente truer med at sige op, hvis landsretten fastholder en voldsdom mod tre af deres kolleger i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.

– Det er strafbart at forsøge at påvirke domstolenes afgørelser. Hvis de er utilfredse, kan de jo bare sige deres job op, når landsretten har truffet afgørelse. Men når de laver kampagne før afgørelsen, så er det faktisk i konflikt med retsplejeloven, siger Tom Behnke (K).

– Man skal ikke som politibetjent forsøge at true sig til resultater i retten. Det er ikke klædeligt, lyder det fra Kim Andersen (V).

Den linje støttes af Anne Baastrup fra SF, som kalder det ’stødende’, når nogle forsøger at påvirke domstolene – hvad enten det er betjente eller politikere. Hun ønsker dog ikke at afgøre, om de 14 betjente ligefrem gør noget ulovligt.

Jomfrunalsk at fordømme
Hos regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, ser man stik modsat på den sag. Formanden for retsudvalget, Peter Skaarup, nærmest flyder over i støtte til betjentenes trussel om at sige op.

– Vi skal støtte betjentene, de har et meget utaknemmeligt arbejde – især i forbindelse med demonstrationer. Jeg tror, at når så mange betjente siger fra nu, så er det fordi, der er noget galt, siger han.

Han mener, at det er ’jomfrunalsk’ at fordømme, når betjente eller politikere udtaler sig om verserende sager ved domstolene.

– Vi lever i et mediesamfund, og jeg er sikker på, at domstolene nok skal finde ud af ikke at blive påvirket, siger han.

Socialdemokratiets retsordfører, Karen Hækkerup, er meget forsigtig i den betændte sag. Hun nøjes med at udtrykke forståelse for betjentenes frustrationer.

En af de aktionerende betjente, politiassistent Anders Reinholdt fra Station Bellahøj i København, understregede i Ekstra Bladet i går, at det netop ikke handler om pression, men om ret og rimelighed.