Misundelse bag voldsorgie

Efterforskningen har vist, at det kan være almindelig misundelse, der ligger bag det overfald, der sendte tre polakker på hospitalet med ekstreme kvæstelser

Efter afhøringen af tre gennemtævede polakker er Nordsjællands Politi nu gået i gang med at finde deres fem overfaldsmænd.

Det var natten til mandag, at de tre polske mænd blev mishandlet i en fabriksbygning i Espergærde. De har boet på stedet, mens de har arbejdet som bygningsarbejdere for et tømrerfirma her i landet.

Det var tilsyneladende en gruppe landsmænd, der kastede sig over dem, og efterforskerne prøver nu at fastlægge deres identitet.

- Noget kunne tyde på, at motivet har været brødnid i forhold til at få noget arbejde, siger vicepolitiinspektør Flemming Poulsen.

De to af mændene fik så mange slag med en meter lange armeringsjern, at de fik brud over hele kroppen. Den tredje slap lidt billigere og kunne køre de to kammerater på sygehuset.