Mand forgiftet af stjålet hestemedicin

Ung mand blev dårlig efter at have indtaget medicin til heste efter indbrud i Rødding

Det var egentlig en fyr som denne, der skulle have medicinen, men en ung mand fra Rødding valgte selv at indtage hestemedicin fra et indbrud på en dyreklinik. Han er nu anholdt.
Det var egentlig en fyr som denne, der skulle have medicinen, men en ung mand fra Rødding valgte selv at indtage hestemedicin fra et indbrud på en dyreklinik. Han er nu anholdt.

En ung mand fra Jels blev natten til i dag med ambulance kørt til sygehuset i Haderslev med symptomer på forgiftning. Og meget tyder på, at han havde indtaget kraftigt virkende medicin, som ellers er beregnet til heste og kreaturer, oplyser politiet.

Medicinen stammer sandsynligvis fra et indbrud i Rødding Dyreklinik, og den forgiftede mistænkes for at have begået tyveriet.

Dyrlægen var ifølge politiet bekymret for, at ukyndige kunne finde på at indtage den kraftigt virkende medicin, og det viste sig altså at holde stik.

Den unge mands tilstand var her til morgen ikke faretruende. Politiet anholdt ham på sygehuset.