Fandt død mand i vejkanten

Politiet efterlyser vidner, der har set 41-årig motorcyklist forud for dødsulykke på Falster

En forbipasserende fandt lørdag eftermiddag liget af en motorcyklist liggende i vejkanten ved Horbelev på Falster.

Den omkomne er en 41-årig mand fra lokalområdet, men politiet ved ikke, hvad der er gået forud for dødsulykken:

- Vi har ingen vidner til ulykken og ved ikke, hvor længe han har ligget død, før han blev fundet, siger vagtchef hos Lolland-Falsters Politi til ekstrabladet.dk.

En bilinspektør er blevet tilkaldt for at undersøge sagen nærmere. Politiet håber, at undersøgelserne kan give svar på årsagen til ulykken.

- Men vi vil fortsat gerne i kontakt med folk, som eventuelt har set den omkomne i minutterne op til ulykken, siger vagtchefen.