Vidner til vold på fodboldbane truet

Serie 5-kamp i Frederikssund blev en voldsom affære - tre har fået fængselsstraf, men nu skal politiet efterforske trusler mod retssagens vidner og tilhørere

Da dommeren greb ind over for tumulterne på banen, røg han en tur på hospitalet. (Arkivfoto: Lars Skaaning)
Da dommeren greb ind over for tumulterne på banen, røg han en tur på hospitalet. (Arkivfoto: Lars Skaaning)

Københavns Politi kommer til at efterforske trusler mod vidner og tilhørere i den retssag, hvor en holdleder og to spillere fra fodboldklubben FC Tyrkiyem fra Frederikssund i sidste uge blev dømt for vold mod en fodbolddommer.

Under en pause i retssagen overværede Kenneth C. Nielsen fra Sjællands Boldspil Union, at holdlederen opførte sig truende og stærkt chikanerende over for fodbolddommerens kæreste, der var blandt vidnerne i retssagen.

- Han kaldte hende 'luder' og andre grove ting, fortæller Kenneth C. Nielsen.

Anklager i retssagen, politifuldmægtig Holger B. Smith, overværede ikke selv optrinnet, men blev efterfølgende kontaktet af kærestens mor, og han opfordrede mor og datter til at melde sagen til politiet, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Under alle omstændigheder er trusler mod vidner en så alvorlig sag, at jeg selv vil lave en notits til Københavns Politi og bede om en efterforskning af sagen, siger Holger B. Smith.

Dommeren måtte på hospital
Flere tilhørere og vidner følte sig også efter retssagen truet af specielt FC Tyrkiyems holdleder.

- Da vi kom ud af retssalen, stod FC Turkiyem-folkene et par skridt nede ad trappen. De var meget ophidsede, og vi fik at vide, at de ville vente på os udenfor, fortæller Kenneth C. Nielsen, der overværede retssagen i Østre Landsret i Bredgade i København. Efterfølgende blev han og andre lukket ud ad en anden indgang til landsretten.

Hele sagen startede i forbindelse med en Serie 5-fodboldkamp i Frederikssund i oktober sidste år.

FC Turkiyems holdleder smed en mobiltelefon efter dommeren, da modstanderholdet Blovstrød havde udlignet til 4-4 kort før tid. Dommeren valgte at afblæse kampen, men det fik blot gemytterne endnu mere i kog. Dommeren blev væltet omkuld og sparket, så han efterfølgende måtte overnatte på hospitalet til observation for hjernerystelse.

Fodboldklubben FC Turkiyem er siden blevet ekskluderet af Sjællands Boldspil Union, og i sidste uge blev to spillere fra klubben hver idømt 80 dages fængsel, mens holdlederen skal bag tremmer i fire måneder.