Voldtægtsanklaget løj sig yngre

En ung mands tænder afslører, at han i virkeligheden er ældre end de 14 år, han hævder at være. Dermed kan han nu sigtes for voldtægt af sin eks-kæreste samt en række røverier

En tandundersøgelse kan fortælle, hvor gammel man er. (Foto: Colourbox)
En tandundersøgelse kan fortælle, hvor gammel man er. (Foto: Colourbox)

Hans papirer siger, at han kun er 14 år og dermed under den kriminelle lavalder.

Men hans tænder siger, at han i virkeligheden er noget ældre.

Tænderne afslørede ham
Tandlægeundersøgelser ligger til grund for at Midt- og Vestsjællands Politi har valgt at retsforfølge en ung mand og har sigtet ham for voldtægt af sin eks-kæreste i et solcenter i Hersegade i Roskilde.

Overgrebet skete den 14. april, mens pigen lå og tog sol.

- Han ser ældre ud, og eks-kæresten har da også forklaret, at drengen er 17 år, fortalte politiet tidligere om årsagen til, at det valgte at få lavet en undersøgelse af drengen, der er kommet hertil fra Mellemøsten.

Også sigtet for røveri
- Vi havde også nogle røverier liggende på samme gerningsmand, som egentligt var efterforsket færdigt. De vil nu blive genåbnet, idet han også var over den kriminelle lavalder, da han lavede dem, oplyser vicepolitikommissær, Kristian Egekær til ekstrabladet.dk