Politi flygtet op i lejlighed

To betjente måtte flygte op i lejlighed i Kalundborg efter at have brugt peberspray mod unge andengenerations-indvandrere

To nødstedte politifolk afventer netop nu, at deres kolleger fra Holbæk og Ringsted ankommer til Kalundborg, hvor de to betjente har forskanset sig i en lejlighed i en beboelsesejendom.

- Betjentene rykkede ud til en sag om en stjålet knallert og fik fat på knallerten og ville aflevere den tilbage til ejermanden, da det gik galt. En større gruppe utilpassede andengenerationsindvandrere, syntes, at det var en rigtig dårlig idé, at politiet kom for at aflevere knallerten tilbage og optrådte så truende, at betjentene brugte deres peberspray mod flere af de unge, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, John Jensen, til ekstrabladet.dk.

Det fik begivenhederne til at eskalere yderligere og betjentene måtte efterfølgende søge tilflugt først i en opgang og derpå videre op i en lejlighed, hvor beboere lukkede dem ind i sikkerhed.

- Vi er på vej for at undsætte kollegerne, siger John Jensen til ekstrabladet.dk.

Da forstærkningen nåede frem, var de unge stukket af, og den stjålne knallert, der kortvarigt var i de to betjentes varetægt, var også væk.