– Jeg vil aldrig tilgive gerningsmændene. Jeg ser det som et planlagt angreb og ikke som en tilfældighed.
Moderen til to af overfaldsdrengene – en 15-årig og en 17-årig – stod i går frem og bad Dennis’ forældre om tilgivelse. Men den kan hun ikke få.
– Deres mor eller andre skal ikke bede mig om at tilgive dem. Selv hvis jeg gjorde, vil min søn i sin grav aldrig kunne tilgive dem, siger Gülcen, mor til den myrdede dreng.
Dennis’ forældre fik overrakt et brev fra moderen, men Dennis’ far Ali ville end ikke læse det. Ifølge en kilde skulle han have sagt, at moderen til voldsmændene burde opdrage sine børn i stedet for at skrive brev.
Farvel til Dennis
– Jeg ønsker, at de, gerningsmændene, får den hårdeste straf overhovedet. Ikke for at få hævn, men af frygt for, at de skal gøre sådan noget igen, siger Dennis’ far Ali.
Gülcen og Ali Uzun holdt fredag aften deres dreng i armene for sidste gang. På Retsmedicinsk Institut i København tog de afsked med deres elskede Dennis, før han snart skal ud på sin sidste rejse mod Tyrkiet.
Næste gang, forældrene ser ham, ligger han i en forseglet og voksbehandlet kiste.
– Ingen anden mor skal opleve det, som jeg har oplevet, siger moderen.
Dennis Özgür Uzun, som har tyrkiske rødder, skal begraves i byen Tatar, som var hans favoritsted i Tyrkiet. Politiet har afsluttet de retsmedicinske undersøgelser af drengen, så da forældrene havde sagt farvel til ham, blev han sendt til Rigshospitalets kapel.
Her skal han ligge, indtil ambassaden har ordnet papirarbejdet omkring hjemrejsen – formentlig en lille uge.