60 irakere smuglet gennem Danmark

De irakiske menneskesmuglere var eksperter i at smugle landsmænd fra Grækenland op gennem Europa til Sverige.

Tysk politi slog onsdag til mod en gruppe menneskesmuglere, der specialiserede sig i at smugle irakiske flygtninge ind i Europa. Snesevis af de illegale flygtninge er i biler blevet smuglet gennem Danmark til deres endelige bestemmelsessted i Sverige.

Omkring 200 betjente deltog i koordinerede razziaer onsdag morgen mod 12 hjem i byerne Essen, Gelsenkirchen og Mülheim. Seks irakere blev anholdt mistænkt for at have stået bag den organiserede menneskesmugling, oplyser politiet.

Politiet har holdt gruppen under observation siden september 2007. Gruppens medlemmer benyttede autocampere lejet i Tyskland til at hente de irakiske flygtninge i Grækenland. Herfra blev de smuglet videre til Italien. I personbiler blev de efterfølgende smuglet videre gennem Østrig, Tyskland og Danmark.

Det er på denne måde lykkedes gruppen at smugle 60 illegale irakiske flygtninge til Sverige, mens 63 andre er blevet pågrebet, oplyser politiet.