Indædt had til kvinder og voldsomme aggressioner, som hverken lykkepiller eller psykiater kunne kurere, var den dystre baggrund for, at en studerende tilbage i 1994 koldt kalkulerende i kantinen på Aarhus Universitet med et oversavet jagtgevær brutalt skød fire tilfældige unge kvinder.
Først i dag - ni år senere - får offentligheden indsigt i de tanker, den ellers stilfærdige studerende gjorde sig forud for massakren på universitetets afdeling på Trøjborg.
Indholdet af to hidtil hemmeligholdte afskedsbreve, som Flemming Nielsen skrev i sin efterhånden opgivende og depressive tilstand, afsløres i 'Krimizonen' med redaktør Niels Otto Fisker i aften på DR1. Ekstra Bladet har på forhånd haft lejlighed til at gennemse programmet.
JEG VIL SLÅ IHJEL
Det er en ti år yngre lillebror John, der i udsendelsen fortæller om Flemming Nielsens sidste tid. Det første brev blev fundet på den 35-åriges kollegieværelse i Silkeborg under politiets ransagning.
'Jeg kan ikke holde dette her ud, så jeg vil først slå ihjel og så stoppe min egen tilværelse! Min bror John skal arve det, jeg har! Når jeg er død, så skal jeg brændes!' John fik et chok, da han læste brevet.
- Den vrede har jeg aldrig følt, og han var jo åbenbart utrolig vred, siger lillebroderen, der fandt det andet brev, som blev skrevet allerede halvandet år før drabene: 'Jeg er aggressionshæmmet og har så mange følelsesmæssige ar, at jeg blot føler mig død og tom indvendig. Jeg har på det seneste erkendt, at jeg aldrig bliver fri for disse problemer. Og det bedste ville have været at stoppe for mindst 10 år siden.'
Flemming Nielsen skrev videre, at han 'render rundt med et had til stort set hele verden', som han mener skulle have set, at der var noget i vejen med ham.
VÆRDILØSE SØER
Det blev kvinder, der skulle bøde for hans vrede.
'Når dette læses, så har jeg forhåbentlig myrdet et par værdiløse søer, som skal betale for de ar, jeg render rundt med.'
Lillebroderen fortæller, at Flemming en dag sagde, han godt kunne tænke sig at blive danmarkshistoriens største massemorder.
- Det lød uvirkeligt, og jeg har nok bare sagt ja, og så har vi grinet sammen, forklarer John.
Politiet i Århus fandt aldrig ud af den konkrete årsag til, at Flemming Nielsen ville dø.
- Men han ville ikke gå i døden alene, konstaterer kriminalkommissær Mogens Brøndum.
Den forholdsvis gamle studerende tog afstand fra sit tidligere liv som arbejdsmand og blev ensom og sær. Han blev vred på sine forældre og vred på kvinder. Flemming kunne ikke længere føle glæde og begyndte at gå til psykiater hver tirsdag eftermiddag og fik gennem halvandet år ordineret lykkepiller.
I sin dagbog brugte Flemming Nielsen de seneste fire måneder på at føre statistik over dødsfald, han læste om i aviser. Med månedlig optælling. Mord, drab og død fyldte meget i den 35-åriges univers. Han var dybt fascineret af store mordere gennem tiderne. Helst masse- og seriemordere. På sit værelse havde han bogen 'The New Murders - Who's Who', og han gemte avisartikler om mord.
'Jeg ophober aggressioner, dette er ikke en værdig tilværelse', står der i dagbogen.
To dage før påske fik Flemming Nielsen brev med afslag på fortsat revalidering. Det var slut med penge, fordi kommunen ikke længere troede på, at Flemming ville blive færdig med sit speciale på universitetet.
Første hverdag efter påske - tirsdag 5. april - skrev han 'D-DAY' i sin kalender og pakkede sin blå taske med det oversavede jagtgevær og tog på universitetet.
Følg Krimi
