230 mennesker omkom i 1996, da et amerikansk passagerfly pludselig eksploderede og styrtede i havet 12 minutter efter afgang fra John F. Kennedy-lufthavnen i New York.
De amerikanske myndigheder konkluderede, at der var tale om en ulykke, men nu står seks tidligere medlemmer af undersøgelsesgruppen frem og sår tvivl om den officielle forklaring.
De seks forhenværende efterforskere hævder i en ny dokumentarfilm, at undersøgelsen blev 'forfalsket' og opfordrer derfor myndighederne til at genåbne sagen.
- Dette hold af efterforskere, der håndterede vraget og ofrenes lig, beviser, at den officielle forklaring om en eksplosion i brændstoftanken ikke forårsagede styrtet, hedder det i en udtalelse fra filmmagerne bag dokumentarudsendelsen 'TWA Flight 800'.
Skudt ned ved et uheld?Flystyrtet var omgæret af stor mystik og blev genstand for konspirationsteorier. En teori gik på, at det var et terrorangreb, mens andre beskyldte den amerikanske flåde for at have ramt flyet med et øvelsesmissil. Flere vidner fortalte, at de forud for eksplosionen havde set en lysstribe flyve fra jorden og op mod flyet.
Efter en fire år lang undersøgelse konkluderede de amerikanske trafiksikkerhedsmyndigheder, NTSB, at flyet var blevet ødelagt af en eksplosion i en brændstoftank, som muligvis var antændt af gnister fra defekte ledninger.
Dokumentarfilmen hævder derimod, at flyet blev ramt af en 'udefrakommende' eksplosion - selv om de seks tidligere efterforskere i udsendelsen ikke går så lang som at sige, at flyet blev skudt ned.
'TWA Flight 800' får premiere på tv-kanalen EPIX den 17. juli - på 17-årsdagen for tragedien (læs mere om filmen her).