Uskyldige bilkunder klemt i leasingfup

Det var ikke blot rockere og bandefolk, der fik beslaglagt deres biler af politiet. Almindelige mennesker er også kommet i klemme hos formodet fupfirma, og SKAT giver dem ingen information

En Bandidosrocker leasede denne Corvette, som var blandt de beslaglagte biler i går. (Foto: Allan Andersen/politirapporten.nu)
En Bandidosrocker leasede denne Corvette, som var blandt de beslaglagte biler i går. (Foto: Allan Andersen/politirapporten.nu)
Følg Krimi

Ved du noget ? Er du en af de ramte billejere ? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller mail 1224@eb.dk

Rockere og bandemedlemmer har, ifølge politiet, været trofaste kunder hos et bilfirma i Nordsjælland, hvor banderne har leaset dyre luksusvogne. I går hentede politiet 21 af de leasede biler hos lejerne, som der ikke var betalt afgifter af til SKAT, og politiet lover flere beslaglæggelser af biler.

Indehaveren af bilfirmaet og en medarbejder, der skal have relationer til bandemiljøet, sidder varetægtsfængslet, sigtet for grov afgiftssvindel, der har en strafferamme på op til otte års fængsel.

Politi og SKAT tager bandernes biler

Men også almindelige og lovlydige borgere er kommet i klemme i leasing-svindlen og har fået beslaglagt deres biler, selvom de har en lovlig leasingkontrakt og har betalt deres ydelser og depositum.

Kunderne står nu uden bil og har formentlig mistet deres penge - og andre kunder frygter, at de kommer i samme situation, hvis de betaler næste leasingydelse til firmaet, og politiet så henter bilen.

Firmaet er officielt ferielukket. Ingen af firmaets telefoner besvares eller de er slukkede.

Ingen af leasingkunderne har været anholdt eller sigtet for noget ulovligt. SKAT og politiet har udelukkende taget deres biler.

Troede bilen var stjålet
- Jeg kom hjem efter arbejde og så, at min bil var borte. Jeg blev bange og utroligt ked af det, og troede den var blevet stjålet. Jeg fandt et håndskrevet brev fra politiet i min postkasse, som skrev, at bilen var blevet beslaglagt og jeg skulle kontakte SKAT, fortæller Mahsa Bahrami, 27, Søborg, til Ekstra Bladet.

- Jeg ringer med det samme til SKAT, men får den forklaring at, leasingfirmaet ikke har betalt registreringsafgift og at jeg må vente på et brev fra dem. Men hvorfor skal min bil tages, når jeg betaler mine månedlige ydelser ? Jeg føler mig snydt og røvrendt af SKAT og leasing firmaet, siger den 27-årige studerende.

- Jeg studerer og arbejder og lever normalt med ren straffeattest og ren livsstil - og så bliver ens bil alligevel taget og ingen vil svare på hvorfor, siger Mahsa Bahrami.

Mistet sin opsparing
Hun har brugt sin opsparing på at lease en Mercedes S til 6000 kr. om måneden. Det er en hobby for hende, at køre i en flot bil:

- Jeg har betalt hver måned, og så må jeg gå ud fra, at der ikke er noget galt med bilen. Jeg troede faktisk, jeg kunne ringe og hente bilen i dag, men SKAT siger bare, at jeg må henvende mig til en advokat. De vil ikke hjælpe. Jeg synes, det er noget svineri, siger Mahsa Bahrami.

Hun står nu uden bil og penge. SKAT og politiet skrev i en fælles pressemeddelelse efter aktionen, at de fleste af de beslaglagte biler tilhørte rockere og bandemedlemmer, og det chokerede hende. Men SKAT svarede bare arrogant, at hun ikke skulle regne med, hvad der stod i avisen. Det var ellers SKATs egen pressemeddelelse....

- Jeg er dybt chokeret, og kræver en forklaring og min bil tilbage, da jeg ikke har noget med bander at gøre eller har snydt med registreringsafgiften. SKAT må da gå efter firmaet, hvis de har svindlet, og ikke os almindelige kunder, siger hun.

SKAT siger ingenting
Flere af bilfirmaets kunder har henvendt sig til Ekstra Bladet og klager over manglende information fra SKAT om sagen.

SKAT har ingen kommentarer til Ekstra Bladet, men politiinspektør Kim Kliver, bandeenheden Task Force Øst, siger, at bilerne er beslaglagt efter dommerkendelser, og at alle, der har henvendt sig, fordi de har fået beslaglagt en bil , er blevet 'vejledt behørigt'.

- Hvis alt var legalt ville retten jo aldrig beslaglægge bilerne med en dommerkendelse, siger Kim Kliver. Størstedelen af de beslaglagte biler er blevet leaset af personer fra rocker og bandemiljøet, men også 'almindelige' mennesker har fået taget deres biler.

Kim Kliver siger, at der vil ske flere beslaglæggelser i den kommende tid.

Tør ikke køre på ferie
Et ægtepar, der snart skal på bilferie i Tyskland, og som stadig har deres Mercedes, tør ikke køre på ferie. De frygter, at blive stoppet af politiet i Danmark eller Tyskland, selvom de har leasingkontrakten i orden og har betalt leasingafgift, forsikring og ejerafgift.

- SKAT siger, at vi blot skal betale den månedlige leasingydelse til firmaets konto. Men firmaet er jo lukket og indehaveren sidder i spjældet, så hvem disponerer over pengene ? Hvad sker der, hvis firmaet ikke betaler pengene videre til SKAT. Så kommer de jo også og henter vores bil, siger den fortvivlede billejer til Ekstra Bladet.

Ægteparret siger, at de ingen information får fra SKAT. Politiet vil heller intet oplyse, fordi deres bil ikke er blevet beslaglagt - endnu.

Parret, som ønsker at være anonyme, vil nu kontakte en advokat sammen med andre 'almindelige' leasingkunder, der er kommet i klemme, for at få hjælp.

Se tv-indslag fra aktionen over artiklen og se flere tv-indslag på localeyes.dk

Seneste nyt

Partimoder Pia kan ikke slippe magten

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.