TV: Her er svindleren Amandas nye luksus
En 43-årig dansk kvindelig administrerende direktør har stjålet 130 millioner kroner fra et datterselskab til den internationale flycatering-koncern Gategroup, der blandt andet står bag Gate Gourmet - Københavns Lufthavns hovedleverandør af flymad.
Sådan lyder anklagen fra koncernens schweiziske moderselskab.
LÆS OGSÅ: Dansk direktør fyret efter kæmpe svindelsag
Den danske topchef Amanda Jacobsen blev tidligere på måneden fyret som direktør for - og bestyrelsesmedlem i - Gate Gourmet. Hun var indtil da øverste chef for Gate Gourmet Northern Europe.
Bedrageriet kom i første omgang offentligt frem i forgårs, da moderselskabet Gategroup udsendte en meddelelse i Schweiz om, at revisionen havde afsløret svindel for 22 millioner schweizerfranc (ca. 130 mio. kr.) i et datterselskab. Hovedparten af pengene forsvandt før 2010.
Nogle af de mange millioner kan være gået til en gigantisk luksus-villa på Strandvejen nord for København. Det kan Ekstra Bladet afsløre fredag.
I juni 2009 købte den 43-årige påståede storsvindler Amanda Jacobsen således en enorm villa med en kæmpe grund på Vedbæk Strandvej 463 – lige over for Michael Laudrups gamle palæ.
'En ren askepothistorie'
Den 345 kvadratmeter store villa var oprindelig sat til salg for 26 millioner kroner, men det lykkedes hende at få fingrene i villaen for det halve. Hun købte den for omkring 13 millioner kroner og byggede den i løbet af kort tid om for over 50 millioner kroner.
Ejendommen fik både en minigolfbane, skudsikre glas i vinduerne og et avanceret overvågningssystem. Der er varme i indkørslen, så hun og hendes mand aldrig behøvede at skrabe sne. Samtidig har ejendommen et anneks med bolig til sikkerhedsfolk.
En beboer i det eksklusive nabolag oplyser, at Amanda Jacobsen altid kørte Bentley eller Lamborghini, og hun har ført sig frem i Vedbæk i årevis. Det hed sig, at pengene kom fra en arv. En ren askepothistorie, siger kilden.
Læs meget mere om Amanda Jacobsens luksusliv i Ekstra Bladet i dag. Køb e-bladet her