Mand sigtet for drabsforsøg: Ville slå gæst ihjel

En 50-årig mand forsøgte ifølge politiets sigtelse at slå en jævnaldrende gæst ihjel i sin lejlighed

Ved du noget? Så tip os på en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

En mand er onsdag blevet anholdt efter et drabsforsøg i en lejlighed i Kolding.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Der er tale om en 50-årig mand fra Kolding, som angiveligt har forsøgt at slå en 48-årig mand ihjel, mens manden var gæst i hans lejlighed.

- Manden blev stukket med en kniv, men er uden for livsfare, siger efterforskningsleder Poul Steffensen.

- Derudover ved vi ikke så meget endnu. Vi har endnu ikke talt med hverken offeret eller den formodede gerningsmand, tilføjer han.

Det vides derfor ikke, hvad motivet til knivstikkeriet var.

Ifølge politiets foreløbige efterforskning var der kun de to mænd i lejligheden, da drabsforsøget skete omkring klokken 17. Politiet ved endnu ikke, om det skete i forbindelse med druklag eller lignende.

- Det tyder på, at de kender hinanden, men vi har ikke detaljerne endnu, siger efterforskningslederen.

Den 50-årige mand, som er kendt af politiet i forvejen, bliver fremstillet i grundlovsforhør torsdag - formentlig i løbet af formiddagen.