Mor dømt for vold mod sine børn

En mor fra Fakse Ladeplads har fået dom for at slå og sparke sine børn

To børn fra Fakse Ladeplads har i årevis levet med at blive slået og sparket af deres egen mor. I retten i Næstved fik moderen i dag en dom på fem måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste for at have udøvet vold mod sine børn på henholdsvis 12 og 13 år.

Ifølge anklageskriftet har moderen flere gange slået børnene med flad hånd i ansigtet og baghovedet og med knyttet hånd forskellige steder på kroppen. Volden mod børnene, er ifølge moderens forklaring i retten, sket et par gange om året siden 2004. Den 39-årige mor har også indrømmet, at hun en enkelt gang har kastet sko efter børnene i frustration.

- Kvinden forklarede, at hun havde haft en depression og derfor havde haft svært ved at håndtere stressede situationer. Det gik så ud over børnene engang imellem, siger Morten Frøstrup til Ekstra Bladet.

Volden i hjemmet blev opdaget, da børnene fortalte forskellige personer, at de blev slået hjemme. Børnene er lige nu anbragt hos en aflastningsfamilie, men skal tilbage til moderen med tiden.