En af de mest spektakulære smuglersager i nyere tid rulles mandag ud i retten i Hjørring.
På årsdagen for den dramatiske aktion sidder fem nordmænd tiltalt for smugling af omkring 260 kilo hash fra Danmark til Norge.
Smuglingen fik en blodig afslutning i Aalbæk den 6. januar sidste år, da politiets aktionsstyrke ville anholde tre af smuglerne på havnen på den nordjyske østkyst.
En af smuglerne åbnede ild mod politiet og sårede en politimand alvorligt i lysken. En politibetjent fra aktionsstyrken besvarede ilden og dræbte den 49-årige Stein Kjetil Frederiksen med flere skud i brystet og hovedet.
Dræbt smugler: Tidligere dømt for smuglerforsøg fra DanmarkUnder aktionen var to af de tiltalte H.H.A og A.B.H - sammen med den nu afdøde smugler - i følge anklageskriftet på havnen i Aalbæk, men politiet mener, at alle fem tiltalte deltog i indsmuglingen af hashen til Danmark. De var også alle med i forsøget på at få hashen fragtet til Norge i den lille båd, som skulle have sejlet narkoen fra Aalbæk til Norge.
Smuglerbande knyttes til dramatisk storrøveriAf anklageskriftet fremgår det også, at narkosmuglerne, der er i alderen 28 til 47 år, brugte forskellige mobiltelefoner med taletidskort, som blev tanket op i både Sverige og Norge, inden hashen skulle være solgt eller overbragt til et større antal personer i Norge.
Politichef: Vi var nødt til at skydeFørst flere måneder senere lykkedes det politiet af finde og anholde de tre øvrige nordmænd. De har siden siddet fængslet i forskellige arresthuse i Danmark.
I følge anklageskriftet har tre af mændene under deres varetægtsfængsling ulovligt forsøgt at få kontakt med hinanden.
Således har L.T.R. og J.R.I. ulovligt taget kontakt til H.H.A., mens han ulovligt var i besiddelse af en mobiltelefon og simkort, mens han sad i Hjørring Arrest.
Anklagemyndigheden ønsker ikke at kommentere, om de tiltalte har afstemt forklaringer, eller hvordan den ulovlige kontakt blev afsløret.
- Jeg vil ikke kommentere, hvad de tiltalte eventuelt har talt om, siger anklager Mette Bendix til Ekstra Bladet.
Der er afsat seks retsdage til sagen, og der forventes at falde dom den 14. februar.
Anklager Mette Bendix ønsker ikke at oplyse, hvordan de tiltalte forholder sig til tiltalerne.