Virkelighedens Breaking Bad endte galt: Beslaglagde tre ton 'crystal meth'

3000 betjente rykkede ind i en by, der ellers var styret af narkoproducenter

Ligesom i den berømte tv-serie, endte det galt for en gruppe af virkelighedens narkobaroner.

En storstilet politiindsats rykkede nemlig søndag ind i en sydkinesisk landsby, der er kendt for sin store, organiserede produktion af narkotika.

Sikkerhedsstyrkerne bestående af omkring 3000 betjente havde omringet landsbyen Boshe, hvor en stor del af indbyggerne direkte arbejder i produktionen af stofferne.

Her har et lokalt, bevæbnet vagtværn i længere tid formået at holde de kinesiske myndigheder på afstand med afspærringer, sømmåtter, automatvåben og granater. Men også med hjælp fra korrupte lokalpolitikere og politi, som samtidig blev anholdt i søndagens mission.

I alt blev 182 personer anholdt, ligesom der blandt andet blev beslaglagt mindst tre ton af det ulovlige stof 'chrystal meth' i narkolaboratorier og lagerrum.

De kinesiske myndigheder har siden juli anholdt over 11.000 personer i forsøget på at bekæmpe den voksende narkokriminalitet i landet.