Hærget af 19 påsatte brande

EKSPLOSIV UDVIKLING: Områder ved Vejle og Hedensted ramt af 19 påsatte brande på fire måneder i sommerhuse og landejendomme - to mænd varetægtsfængslet i sagen

Områder ved Vejle og Hedensted i Sydøstjylland har i de seneste fire måneder været hærget af i alt 19 brande, som politiet er overbeviste om er påsatte. 13 landejendomme og seks sommerhuse er indtil nu ramt. Her er det dog et billede fra en brand i Slangerup på Sjælland. (Foto: Allan Andersen).
Områder ved Vejle og Hedensted i Sydøstjylland har i de seneste fire måneder været hærget af i alt 19 brande, som politiet er overbeviste om er påsatte. 13 landejendomme og seks sommerhuse er indtil nu ramt. Her er det dog et billede fra en brand i Slangerup på Sjælland. (Foto: Allan Andersen).

13 landejendomme og seks sommerhuse har inden for et begrænset geografisk område ved Hedensted og Vejle i de seneste fire måneder været hærget af, hvad politiet er overbeviste om er i alt 19 påsatte brande.

De påsatte brande i de 13 landejendomme er sket i området fra Egtved til Give, Vejle, Tørring og Jelling, mens de berørte sommerhuse har adresse i enten Høll, Mørkholt eller Asvig.

Politiet jagter flere gerningsmænd efter påsat brand

- Vi er via vores tekniske undersøgelser på brandstederne sikre på, at alle brandene er påsatte, siger vicepolitiinspektør Carsten Thostrup, Sydøstjyllands Politis specialefterforskning, til Ekstra Bladet.

Efter de seneste påsatte brande i tre sommerhuse i Høll i den forgangne weekend anholdte politiet to mænd på 28 og 19 år og en pige på 17 år. Pigen er løsladt igen, mens de to mænd, som er fra lokalområdet, er varetægtsfængslet i fire uger og sigtet for tyveri og ildspåsættelser. De anholdte blev fremstillet ved et lukket grundlovsforhør i lørdags og det har derfor ikke været muligt at få oplyst, hvordan de forholder sig til sigtelserne.

Totalt nedbrændte
Ifølge vicepolitiinspektør Carsten Thostrup efterforsker politiet så 'bredt', at de to fængslede mænd indgår i undersøgelserne af de øvrige påsatte brande.

- Vi deler brandene op i to kategorier. Den ene er de seks sommerhusbrande, som ser ud til at være påsatte for at slette spor i forlængelse af tyverier. Den anden kategori er brandene på de 13 landejendomme, som er sket i udhuse, lader og forladte stuehuse. Her er der ikke tale om forudgående berigelseskriminalitet, og vi kan sagtens have at gøre med en eller flere pyromaner, siger Carsten Thostrup.

Flere af sommerhusene er totalt nedbrændt, og der forestår nu flere forsikringsmæssige problemstillinger for ejerne.

To mænd fængslet efter sommerhusbrande

- Stort set alle brandene har flere arnesteder og ingen af dem er sket ad naturlig vej, hvis man kan sige det sådan. Altså i kraft af væltede stearinlys, fyrværkeri eller defekte elinstallationer. De tekniske undersøgelser har vist, at der har været ét eller flere arnesteder, siger Carsten Thostrup.

Han vil ikke udelukke, at der kan være flere forskellige gerningsmænd til både sommerhusbrandene og brandene i landejendommene.

Politiet: Brand i boligblok kan være påsat

- Men det er klart, at vi også efterforsker i retning af, at der kan være tale om gentagelsestilfælde, siger Carsten Thostrup med henvisning til det begrænsede geografiske område og den korte tidsperiode, hvori brandene er sket.