28-årig kørte galt - bilen endte på taget

Bilist i soloulykke på Holbæk-motorvejen

Ulykken skete onsdag aften på Holbæk-motorvejen. (Foto: Kenneth Meyer)
Ulykken skete onsdag aften på Holbæk-motorvejen. (Foto: Kenneth Meyer)

En 28-årig mandlig bilist slap med skrækken, da han onsdag ved 23-tiden kørte galt på Holbæk-motorvejen nær Folehaven og rullede rundt på taget.

Både politi og redningsfolk blev sendt til stedet, og manden blev med ambulance kørt til Rigshospitalets Traumeafdeling.

Lægerne kunne dog hurtigt konstatere, at bilisten var sluppet heldigt.

- Det viste sig, at han ikke var kommet alvorligt til skade, siger vagtchef Jeff Kongedam Nielsen fra Københavns Vestegns Politi.

Politiet undersøger om et vejarbejde ved ulykkesstedet kan have haft indflydelse på episoden.

Motorvejen var en overgang afspærret i indgående retning, men trafikken er igen normal, lyder det.