Kvæstet: Loft styrtede ned over kvinde

En rengøringsassistent slap mirakuløst med 'blot' en brækket hofte, efter at et loft styrtede ned over hende

(Foto: Localeyes.dk)
(Foto: Localeyes.dk)

Se mere video på localeyes.dk

Torsdag aften kl. 23 udspillede et drama sig på kagefabrikken Mette Munk på havnen i Odense.

En 46-årig rengøringsassistent var i gang med at gøre rent på fabrikken, da loftet pludseligt styrtede ned over kvinden.

- Kvinden brækker hoften ved ulykken, men får ud over det ingen alvorlige skader, fortæller vagtchef ved Fyns Politi, Hans Frederiksen.

At få det tunge loft ned over sig kunne let have kostet kvinden livet, men hun slap ekstremt heldigt fra den alvorlige ulykke.

- Det, der redder hendes liv, er, at der i rummet står nogle kraftige plastikkasser, som tager meget af vægten fra det nedstyrtende loft, forklarer vagtchefen.

Kvinden var alene på jobbet, da ulykken skete, så vagtchefen mener, at kvinden selv ringede efter en ambulance.

Hun er nu indlagt på Odense Universitets Hospital med sine kvæstelser.

Hvordan ulykken kunne ske, ved politiet endnu ikke.

- Arbejdstilsynet vil i dag gå i gang med at undersøge, hvordan og hvorfor loftet pludseligt styrtede sammen, siger Hans Frederiksen.