Satte spionkamera i pigers baderum

To teenage-drenge er politianmeldt og bortvist fra St. Andst Efterskole i Sydjylland

Episoden fandt sted på en efterskole i Sydjylland. (Foto: Google map)
Episoden fandt sted på en efterskole i Sydjylland. (Foto: Google map)

Et spionkamera forklædt som en kuglepen har kostet to drenge på 14 og 15 år en politisag og bortvisning fra St. Andst Efterskole i Sydjylland.

Drengene havde placeret kameraet under en håndvask i pigernes badeum. Det elektroniske lureri blev opdaget, fordi drengene selv ikke kunne holde tæt med, hvad de havde gang i. Derfor kom det også skoleledelsen for øre, og så blev de to drenge bortvist.

Efterfølgende meldte en af pigernes mødre sagen til politiet.

- Det er korrekt. Nu har vi beslaglagt kameraet og drengenes computer. Så må vi se, hvad der er op og ned på sagen. Men det, vi med sikkerhed ved nu, er, at kameraet er blevet monteret, og at drengene er bortvist fra skole, siger efterforskningsleder ved Lokalpolitiet i Vejen, Morten Alslev til Ekstra Bladet.

Mere alvorligt nu end for 30 år siden
- Om det overhovedet er lykkedes for dem at få lavet nogle optagelser og om de eventuelt har spredt dem, på nettet f.eks, ved vi ikke endnu . Det er det, efterforskningen i første omgang skal have afklaret.

- Det er næppe noget epokegørende nyt i, at drenge i den alder gør sig store bestræbelser for at lure sig til et kig på et par nøgne piger. Hvor alvorligt ser I på sagen?

- Man kan forestille sig, at sådan et par drenge ikke helt har gennemtænkt alvoren i det, de har foretaget sig. For 20-30 år siden var det heller ikke i orden, hvis et par drenge klatrede op på taget og kiggede ned gennem ovenlysvinduet til nogle badende piger, men så stoppede det så dér.

- Nu til dags er det teknisk muligt at viderebringe lureriet, f.eks. med kameraoptagelser. Hvis sådan noget lægges ud på nettet, vil det være der for evigt, og det er dybt krænkende for de piger, det går ud over. Derfor skal vi se på den slags med alvor, siger Morten Alslev.

Skræmmende teknologi
Samme holdning har skolens forstander Lars Kjærsgaard.

- Det, der er skræmmende er teknologien i dag. Og internettet. Dér bliver det uhåndterbart, og dér bliver det alvorligt. Heldigvis tyder intet på - men politiets efterforskning kan selvfølgelig vise noget andet - at der er spredt noget på nettet eller andre steder, siger han.

- Alligevel skred du til bortvisning af de to drenge. Er det ikke en meget hård straf?

- En bortvisning er altid hård og alvorlig. Jeg har ikke faste regler for den slags. Det behandles altid individuelt, også i dette tilfælde. Bortvisningen skyldes en samlet vurdering af situationen. Beslutningen bygger på en sammenhæng mellem den forseelse, de har gjort sig skyldig i og at deres skoleophold i forvejen ikke kørte efter bogen.

- Desuden spiller det ind, at pigerne er meget fortørnede, og at drengenes handling har gjort dem meget upopulære blandt de øvrige elever. Alt i alt vurderede jeg, at de på den baggrund ikke kunne fortsætte på skolen, siger Lars Kjærsgaard.

Politisag uden formål
- Bakker du så også op om politianmeldelsen?

- Nej, dér er vi uenige. På den baggrund, jeg lige har skitseret, synes jeg, at bortvisningen er straf nok. Jeg kan ikke se formålet med en politianmeldelse. Vi har bortvist drengene, vi har haft en solid snak med både elever og forældre og har dermed lukket sagen ned, så vi kan komme videre.

En politisag holder liv i uroen og sagen til ingens gavn, mener han.

- Politiet var her i går, lokalpressen har været her - og nu Ekstra Bladet. Og pigerne skal måske trækkes igennem afhøringer og lignende. Det er forældrenes gode ret at foretage den politianmeldelse, det anfægter jeg overhovedet ikke. Jeg er bare uenig, og alt det her forklarede jeg forældrene, da jeg fortalte, at jeg ikke ønskede at politianmelde drengene.

- Til gengæld har jeg indberettet sagen til de sociale myndigheder, fordi den i sammenhæng med nogle andre ting i drengenes forløb her på skolen, siger mig, at det kunne være formålstjenligt, siger Lars Kjærsgaard.

Efterforskning kan trække ud
Politiet tør ikke give noget bud på, hvornår sagen kan afsluttes.

- Det afhænger meget af computerundersøgelserne. Måske kan vi teknisk klare det selv her på stationen i Vejen. Måske skal vi have politiets Nationale IT Efterforskningscenter ind over. Dér er der mange sager, også med højere prioritet, og så kan sådan en undersøgelse sagtens tage et par måneder, siger Morten Alslev fra Lokalpolitiet i Vejen

Skjulte kamera i solcenteret
Fik tæsk for at fotografere tissende piger
Filmede elever i badet