Igen er to køer med sammenbundne bagben og afskårne ører drevet i land. Denne gang på Møn og Lolland.
- Vi er kommet frem til, at det sandsynligvis er et libanesisk skib, som fredag 27. december er sejlet gennem Kielerkanalen og videre til Østersøen, siger vicepolitikommissær Jørgen Christensen fra politiet i Næstved, som har overtaget efterforskningen af sagerne om de døde køer fra Nakskov Politi.
TV: Mere mystik om 'strandvasker'-køerI alt er 13 køer drevet i land i Sverige og Danmark. To af de svenske 'strandvasker-køer' er skudt med en såkaldt boltpistol, skriver Folketidende.dk.
Politiet uddyber i en pressemeddelse de teorier, de har om den mystiske sag om 'sø-køerne'.
Her oplyser de, at det libanesiske skib, der fra en havn i USA har fragtet levende kreaturer til Europa, løb ind i en storm i Biscayen, og et antal køer omkom.
Det er tilladt at dumpe døde dyr i åbent hav, men ikke i Kielerkanalen og Østersøen, hvor kreaturskibet tilsyneladende har sejlet.
Politiet har fundet ud af, at besætningen på skibet lagde til i en havn i Rusland, hvor man afviste, at de kunne efterlade 11 døde dyr.
Herefter er skibet sejlet ned i farvandet omkring Christiansø, og det er her, at politiet mistænker, at en del af de døde køer er smidt i vandet.
Politiet tror, at grunden til, at ørerne var klippet af på flere af køerne i Sverige, er, at kaptajnen så kan bevise via øremærket, at han har haft den pågældende ko om bord.
Også en forklaring på de opsprættede maver har ordensmagten. Politiet mener, at det alene handlede om, at dyret skulle gå til bunds, og de sammenbundne bagben er højst sandsynligt sket, så en kran kunne få fat og hejse koen ud over rælingen.
Lige nu befinder det libanesiske skib sig i en havn i Østersøen, og det overvejes, hvorvidt der skal ske retsforfølgning af ledelsen om bord.
I arbejdet med at klarlægge disse begivenheder har politiet haft et godt samarbejde med både de danske og svenske veterinærmyndigheder samt det svenske politi.
Øreløse køer skyller i land