P-firma skal betale for at kvinde røg i fængsel

48-årig kvinde blev smidt 18 timer i fængsel for en P-bøde, hun havde betalt. Nu har hun fået medhold i sin klage og erstatning

Annitta Peetz blev smidt i fængsel i 18 timer for parkeringsbøde, hun havde betalt. (Foto: Jan Unger)
Annitta Peetz blev smidt i fængsel i 18 timer for parkeringsbøde, hun havde betalt. (Foto: Jan Unger)

Annitta Peetz, der arbejder som social- og sundhedshjælper på Den Sociale Hjemmepleje på Nørrebro i København fik den 30. juli sidste år en meget ubehagelig overraskelse.

Hun blev anholdt og smidt i fængsel i 18 timer på grund af en P-bøde, som hun vel at mærke allerede havde betalt.



Annitta Peetz havde været efterlyst for en parkeringsbøde siden april. Selv om hun havde betalt bøden i januar – og havde dokumentation for det.

48-årige Annitta måtte herefter overnatte under kummerlige forhold i Vestre Fængsel, før hun kunne blive løsladt næste dag efter et besøg hos fogedretten.

Men i tirsdags fik Annitta endelig oprejsning og erstatning, da fogedretten gav hende medhold i, at fængslingen af hende var uretsmæssig.

Det var parkeringsselskabet Europark, der fejlagtigt havde meddelt fogedretten, at Annitta ikke havde betalt sin bøde.

Annitta er blevet tilkendt erstatning for den uretmæssige fængsling og for tabt arbejdsfortjeneste. Et beløb på lidt over 10.200 kr. Beløbet vil Annitta få udbetalt af staten, da fogedretten havde fængslet hende fejlagtigt. Men da den handlede på baggrund af forkerte oplysninger, som den havde fået af Europarks inkasso-afdeling, ryger HELE regningen direkte videre til Europark. Derudover skal Europark betale alle sagens omkostninger.

- Jeg blev helt vildt glad. Altså; virkelig glad! Jeg tænkte, så er der alligevel lidt retfærdighed til, siger Annitta Peetz om afgørelsen.

- Det eneste, der undrer mig, er, at jeg ikke har fået noget for tort. Men sådan er det jo. Fordi jeg var igennem den ydmygende behandling. Jeg blev hentet på min arbejdsplads og ført væk foran kollegaer og borgere i en politibil. Så bliver jeg sat i fængsel, hvor jeg skal smide al tøjet. Det var meget ydmygende.

Annittas advokat, Tyge Trier var også tilfreds med afgørelsen.

Sådan var mine 18 timer i fængsels-helvede

- Jeg er glad for at Annitta har fået medhold og oprejsning for krænkelsen af sin retssikkerhed. Og jeg håber virkelig, at Europark kan lære af sagen, at det ikke er sådan de bør behandle 'kunderne'.

Advokaten undre sig meget over, at sagen er forløbet som den er:

- Jeg er personligt meget overrasket over, at Europark har så svage administrative procedurer. Og at der er begået mange fejl fra Europark i forløbet over en længere periode. Det er skuffende at se. Det har også været en stor overraskelse og skuffelse, at Europarks inkasso-direktør har benægtet at have et ansvar i sagen. Det har været uklædeligt. Det har de simpelthen ikke kunne være bekendt. Det er ikke god inkasso-skik, som jeg læser loven.

Selvom Annitta er meget glad, har hun stadig ikke fejret sin sejr over Europark.

- Jeg venter til det er helt overstået, og jeg har fået udbetalt pengene, siger hun.

Fængselsboss: Her er rent og der er fladskærm