Knivstikkeri i København: Tre anholdt for drabsforsøg

Voldsoffer er uden for livsfare, efter at han blev stukket og slået. 60-årig er blandt de anholdte

Voldsoffer er uden for livsfare, efter at han blev stukket og slået. 60-årig er blandt de anholdte.(Foto: Kenneth Meyer)
Voldsoffer er uden for livsfare, efter at han blev stukket og slået. 60-årig er blandt de anholdte.(Foto: Kenneth Meyer)

En 42-årig mand blev sent lørdag aften udsat for et knivstikkeri i Brønshøj i København.

Manden, der også blev slået med et form for slagvåben, er kørt til Rigshospitalet, hvor han meldes uden for livsfare.

Politiet har anholdt tre personer i sagen. De sigtes for drabsforsøg og fremstilles søndag i grundlovsforhør i Dommervagten i København. De anholdte er 60, 31 og 26 år.

Omstændighederne omkring den grove voldsepisode, der fandt sted på vejen Kildeager, er tidligt søndag morgen fortsat lidt uklare.

Blandt andet kendes motivet ikke med sikkerhed endnu - men der kan godt være tale om noget familierelateret, lyder det.

Der blev slået alarm kort efter klokken 23. Politiet fik at vide, at der var en blødende mand, som var kommet til skade.

- Vi finder den forurettede, som angiveligt er blevet stukket med kniv, og så er han også blevet slået med en stump genstand, fortæller Sajjad Haider, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Manden blev behandlet på stedet og fortalte, at der var flere gerningsmænd, som var stukket af i retning af Mørkhøjvej. Politiet fortæller tidligt søndag morgen, at der stadig er en enkelt gerningsmand på fri fod.

Politiet har ikke umiddelbart grund til at tro, at voldsepisoden er banderelateret.