Knallertkøreren der blev skudt: Det går langsomt fremad

Den 17-årige knallertkører fra Esbjerg, der blev ramt i hovedet af hagl, er i bedring, fortæller hans mor

Knallertkøreren blev skudt, da han angiveligt larmede foran denne ejendom på Gl. Vardevej i Esbjerg. (Foto: Ernst van Norde).
Knallertkøreren blev skudt, da han angiveligt larmede foran denne ejendom på Gl. Vardevej i Esbjerg. (Foto: Ernst van Norde).

Det går langsomt - men støt - fremad for den 17-årige knallertkører fra Esbjerg, Inunnguag Nielsen, som i begyndelsen af november sidste år blev skudt i hovedet, fordi hans knallert larmede for meget.

Det fortæller Benedikte Nielsen, der er mor til den unge mand, til Ekstra Bladet.

- Inunnguag kan stadig ikke gå, så han må sidde i kørestol. Men han kan tage et skridt af gangen og lægerne siger, at det nok komme. Hans krop er ved at vågne op igen, fortæller Benedikte Nielsen.

Ifølge moderen, har Inunnguag fuld føling i sin venstre hånd.

- Det går ikke helt så godt med den højre hånd, men også her er der fremgang, beretter moderen

Indlagt til genoptræning
Efter at have ligget i respirator på Odense Universitetshospital, blev Inunnguag Nielsen i slutningen af november overført til genoptræning på Hammel Neurocenter. Her opholder han sig stadig.

- Vi er meget glade for den indsats, som alle gør for vores dreng. Alle virker meget professionelle. Inunnguag svinger noget i humør. Han vil selvfølgelig gerne hjem til sine venner. Men han er glad for den hjælp, som han får.



Den 17-årige unge mand er stadig indlagt på Hammel Neurocenter. (Privatfoto)
Den 17-årige unge mand er stadig indlagt på Hammel Neurocenter. (Privatfoto)


Inunnguag Nielsen har stadig det hagl siddende inde i hjernen, som blev affyret mod ham på Gl. Vardevej i Esbjerg, da den tidligere morddømte Nicky Madsen, gik amok med sit luftgevær og skød mod den unge knallertkører.

'Han er heldigvis normal'
- Inunnguag er heldigvis helt normal. Han har ikke ændret personlighed og han kan både læse, skrive og tale nu. Lægerne siger, at haglet sidder for dybt inde i hjernen til, at man kan fjerne det. Så han har fortsat en del hovedpine. Ellers har han ingen smerter, fortæller Benedikte Nielsen til Ekstra Bladet.

Den unge mand fylder 18 år den 21. januar.

- Inunnguag savner sine kammerater i Esbjerg. De har ikke råd til at besøge ham så ofte. Men vi besøger ham på fødselsdagen. Lægerne kan endnu ikke sige noget om, hvornår han bliver udskrevet fra Hammel Neurocenter, fortæller moderen.

Sigtet for drabsforsøg
Vicepolitiinspektør Bent Thuesen, Syd og Sønderjyllands Politi, oplyser at politiet er færdige med at efterforske sagen.

- Vi er ved at lukke sagen ned. Den anholdte er fortsat sigtet for drabsforsøg. Nu sender vi sagen til anklagemyndigheden, som så må tage stilling til tiltalerejsningen, siger Bent Thuesen.

Gerningsmanden, Nicky Madsen, har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen. Han erkender, at han affyrede det skæbnesvangre skud. Men han ønskede kun at ramme selve knallerten.