En voldsom trafikulykke ved den lille sønderjyske by Øster Lindet har sent lørdag eftermiddag kostet en 26-årig mand livet, mens en 48-årig mand er hårdt kvæstet og er blevet fløjet til Odense Universitetshospital. Det meddeler Syd- og Sønderjyllands Politi.
Ved færdselsuheldet på Tøndervej, Ø. Lindet er 1 mand erklæret død. 1 fløjet til OUH og 1 kørt på Kolding Sygehus. Vejen spærret.
#politidk
— Sydjyllands Politi (@SjylPoliti)
18. januar 2014
- To biler er kørt sammen, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Ole Aamann.
- En mand er erklæret død derude, mens vi har fået en anden frigjort. Han er hårdt kvæstet og er nu på vej med helikopter til Odense Universitetshospital, siger vagtchefen.
Ulykken skete klokken 17.10 på Tøndervej sydvest for landsbyen Jels.
Den hårdt kvæstede mand havde en kvindelig passager i bilen, og hun er kørt til Kolding Sygehus. Hun er lettere tilskadekommen.
- De foreløbige vidneforklaringer lyder, at ham, der nu er død, kørte ad Tøndervej mod nord, og på en eller anden måde kom han over i den modsatte vejbane og kørte frontalt ind i den anden bil, siger Ole Aamann.
Tøndervej er fortsat spærret i begge retninger.