Kollega: Mette glædede sig til Afghanistan

34-årige Mette Teilmann huskes som en engageret og vellidt lærer

34-årige Mette Teilmann havde glædet sig meget til arbejdet i Afghanistan, fortæller kollega. (Privatfoto)
34-årige Mette Teilmann havde glædet sig meget til arbejdet i Afghanistan, fortæller kollega. (Privatfoto)

- Hun var spændt og glædede sig til Afghanistan. Hun havde været der før og følte, at hun var med til at udføre et vigtigt arbejde.

Sådan fortæller gymnasielærer Troels Gaihede om kollega Mette Teilmann, 34, der fredag mistede livet i et terrorangreb mod en restaurant i Afghanistans hovedstad Kabul.

Mette Teilmann blev ansat på Nørre Gymnasium i 2012 og havde bedt om orlov, da hun fik tilbudt en stilling i det europæiske politi (EUPOL) i Afghanistan i januar.

På Nørre Gymnasium var hun vellidt blandt både lærere og elever, fortæller en rystet Troels Gaihede.

- Hun var sød og engageret i alle henseender. Hun var et meget grundigt og hæderligt menneske, siger han om den respekterede lærer, der underviste i samfundsfag og historie.

- Hun havde naturligvis et meget stort engagement i forhold til udlandet og havde tidligere været udsendt som valgobservatør, tilføjer Troels Gaihede, der nåede at være kollega med Mette Teilmann i halvandet år.

34-årige Mette dræbt af bombe i Kabul

Rektor for Nørre Gymnasium i Brønshøj, Jens Boe Nielsen, har tidligere over for Ekstra Bladet bekræftet, at Mette Teilmann blev dræbt i Kabul. Rektoren har været i kontakt med den dræbtes familie, oplyser han.

Mette Teilmann befandt sig fredag aften på restaurant Taverna du Liban i et ambassadekvarter i Kabul, da tre formodede Talebanere angreb spisestedet med skud og bomber. I alt 21 personer omkom ved angrebet.

Nørre Gymnasium holder mandag en mindemorgensamling til ære for Mette Teilmann.

HJÆLP OS: Har du informationer i sagen? Tip os på en mail eller SMS/MMS til 1224 (alm. takst)