Kioskpasser angrebet med kniv: Stukket dybt i brystet

25-årig mand blev mødt af to røvere efter arbejde. Han fik en blødning i lungen af knivstikket

En ung mand blev søndag aften overfaldet, da han forlod sit arbejde i en kiosk i Solrød Strand.

Uden for K.C. Mini Marked på Lindeholmen blev han mødt af to maskerede mænd, der ville frarøve ham dagens omsætning.

Den 25-årig kioskpasser kom op at toppes med de to røvere, men det lykkedes ham at slippe væk.

- Han konstaterer så efterfølgende, at han har fået et stik i højre side af brystet. Det er cirka fem centimeter dybt, og han har fået en blødning i lungen, men den er ikke klappet sammen, siger vagtchef Henrik Møller Nielsen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Ifølge politiet er hans tilstand stabil, men han har været i såkaldt latent livsfare.

- Han kunne være død af det, hvis han var blevet ramt et andet sted eller ikke havde fået behandling, siger vagtchefen.

Det lykkedes ikke de to røvere at slippe af sted med en eneste øre fra røveriet.

Signalementet af gerningsmændene er sparsomt - den ene bar en maske, muligvis en skimaske, mens den anden havde en sort hue på. Begge var iført mørkt tøj.

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyser vidner til røveriforsøget.