Den plejemor, der blev kendt fra en videofilm, hvor hun går amok mod et 12-årigt plejebarn, har i retten i dag forklaret, at hun handlede i selvforsvar, da drengen opførte sig på en måde, så hun var bange for, at hun og de de andre børn i huset var i livsfare.
Det fremgår af Fyens Stiftstidendes reportage fra retten i Odense, hvor hun i dag står tiltalt for vold mod den 12-årige dreng.
Hun afviser, at hun var voldelig, men erkender, at hun under den voldsomme verbale tumult, holdt drengen fast i håndleddene.
Frygtede for sit eget og de andre børns liv
Sagen om plejemoderen vakte stort røre sidste sommer, da TV2 viste en video, som den 12-årige drengs storesøster havde optaget under det voldsomme optrin i plejehjemmet.
Kvinden forklarede i retten, at hun - som Fyens Stiftstidende beskriver det - 'var bange, som hun aldrig havde været bange før, og hun frygtede for, hvad han kunne finde på at gøre mod hende eller de andre børn.'
Desuden sagde hun følge avisen, at drengen 'aldrig før (havde) optrådt sådan, som han gjorde den dag, og hun frygtede for både sit eget og de andre børns liv.'
Børn og biologisk mor afhøres
Drengen selv og storesøsteren, der optog filmen, er blevet afhørt i retten i dag. Det samme er deres biologiske mor.
I eftermiddag afhøres kvindens mand og en kommunal sagsbehandler, ligesom der afspilles en video-afhøring af et otte-årigt barn, der også er i pleje hos den voldstiltalte plejemor.
Da sagen gik i gang i morges, forventede anklageren, at den kunne afsluttes med domfældelse i dag. Det er som planen er skredet bliver mere tvivlsomt, skriver Fyens Stiftstidende.
Zornig så video af plejebarnsoverfald: Jeg begyndte at græde