Maskinpistol fundet i udbrændt bil efter skyderi

Gammel maskinpistol spøger i skudsag fra Rødovre

Det var huset her på Hvidsværmervej i Rødovre, der blev ramt af skud.(Foto: Kenneth Meyer)
Det var huset her på Hvidsværmervej i Rødovre, der blev ramt af skud.(Foto: Kenneth Meyer)

En ældre maskinpistol af typen Stengun har politiet fundet i vraget af en udbrændt bil i Ishøj.

Den brændende bil blev lokaliseret efter, at der kort forinden var blevet affyret godt 14 skud mod en villa på Hvidsværmervej i Rødovre ved København.

Ingen blev ramt ved episoden, der udspandt sig sent søndag aften.

- Vi har fundet våbnet i bilen. Vi undersøger nu, om det eventuelt er den Stengun, der blev brugt ved skyderiet, siger Carsten Jansson, efterforskningsleder, Vestegnens Politi, til Ekstra Bladet.

I alt blev 14 skud affyret. Sandsynligvis fra et 9 millimeter automatvåben. Og derfor kan den omtalte Stengun i den udbrændte bil vise sig at være yderst interessant.

Den brændende bil er af mærket Nissan. Den er stjålet i Frederikssund, Nordsjælland, i november i fjor. Nummerpladerne, som bilen havde påsat, er stjålet i Lyngby en uge senere.

Politiet: Intet motiv
- Vi har heller ikke klarlagt, om det var netop den bil, der blev brugt ved skyderiet. Men den er selvfølgelig yderst interessant set i lyset af omstændighederne, siger Jansson.

I huset på Hvidsværmervej, mødte politiet efter skyderiet tre unge. To med indvandrerbaggrund fra Københavns-området og en etnisk dansker fra det sydlige Jylland.

Alle tre har venner og bekendte rundt om i de kriminelle miljøer.

- Men ingen af dem har direkte tilknytning til rockere eller bander, siger Jansson.

- Vi har fortsat ingen spor efter gerningsmændene, ligesom vi heller ikke har lagt os fast på et muligt motiv, siger efterforskningslederen.

Ved du noget eller kender du til sagen, send en sms (alm. takst) til 1224 eller skriv mail til 1224@eb.dk