Biler udbrændte på stribe

Auto-virksomhed i Hobro hjemsøgt af voldsom nattebrand - ejeren opdagede intet, da han mødte på arbejde i morges

Brand raserede adskillige biler hos Hobro Autogenbrug i nat. (Foto: Rene Schütze).
Brand raserede adskillige biler hos Hobro Autogenbrug i nat. (Foto: Rene Schütze).

Stribevis af biler gik til under en brand ved 2.30-tiden i nat hos Hobro Autogenbrug.

I alt blev op mod 30 biler hærget af branden, som politiet har en teori om er påsat.

- 12-15 af dem er totalt udbrændte, siger ejeren af Hobro Autogenbrug, Ole Thy til Ekstra Baldet.

Han driver virksomheden, som modtager skrotbiler, som enten destrueres eller sendes videre til genopbygning og videresalg i fortrinsvis Polen.

Mødte på arbejde og opdagede intet
Branden opdagede han ved et tilfælde, efter han var mødt på arbejde.

- Jeg havde godt nok lagt mærke til nogle slanger og noget vand på vejen, da jeg tidligt i morges mødte på arbejde, men tænkte ikke videre over det. Da jeg så sad inde i huset, kom en af mine ansatte pludselig farende og sagde, at en masse af bilerne var brændt. Det kunne jeg næsten ikke tro på, men jeg gik selvfølgelig ud og så efter. Og jo, den var sgu go' nok, fortæller Ole Thy.

Han ved ikke, hvorfor han ikke blev tilkaldt i løbet af natten.

- Næh, det er nok en forglemmelse, og de brugte nok tiden på at slukke branden og få overblik. Det var også bedre end at vække mig. Det havde ikke gjort nogen forskel, bortset fra at jeg havde fået ødelagt nattesøvnen.

Ikke meget værd
Det er lige godt en fjerdedel af hans skrotbiler, der er brændt. Det får ham ikke til at geråde ud i økonomisk panik.

- For det første er det i sagens natur ikke værdifulde biler. For det andet er det en forsikringssag. Af samme grund venter jeg nu på en taksator, så vi kan få ryddet op efter branden, siger han.

Formentlig påsat
Politiet har undersøgt brandstedet i formiddagstimerne, men er endnu ikke nået til en konklusion.

- Der går nogen tid, før vi kan undersøge en så omfattende bilbrand, så vi kender endnu ikke brandårsagen. Men det ser mærkeligt ud, at der midt om natten går ild i så mange biler, siger politikommissær Preben Møller, Nordjyllands Politi.

- Når du siger, det ser mærkeligt ud, mener du så, at branden er påsat?

- Det er i hvert fald den teori, vi har lige nu.