Voldsom brand: Beboer fortsat ikke fundet

- Det er ikke lykkedes os at få kontakt til husets beboer, siger vagtchef

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Det er onsdag morgen fortsat uklart, om der er en eller flere indbrændte efter en voldsom brand i aftes i en landejendom på Torpevej i Klemensker på Bornholm.

- Vi har ikke fundet nogen personer og vi ved fortsat ikke om der er nogen, der er indebrændt. Det er ikke lykkedes os at få kontakt til husets beboere eller beboer, siger vagtchef Karsten Haslund fra Bornholms Politi til Ekstra Bladet.

Politiet har heller ikke overblik over, hvad der udløste den kraftige brand.

Teknikere går igang
- I løbet af onsdagen går vores teknikere igang på stedet og først derefter forventer vi at vide mere, siger vagtchefen.

Branden blev anmeldt klokken 16.33 og da brandvæsnet ankom til ejendommen var stuehuset fuldstændig overtændt og stod ikke til at redde.

Den kraftige blæst var med til at give næring til de meterhøje flammer og en overgang var der fare for at branden ville sprede sig til de omkringliggende bygninger.

Der var ingen dyr på gårdejendommen.