12-årig forsvundet: Skyder to krokodiller og sprætter maverne op

Maverne sprættet op på krybdyrene - men der var ikke spor af drengen

(Arkivfoto:AP)
(Arkivfoto:AP)

En eftersøgning af en kun 12-årig dreng i Australien har nået sit uhyggelige højdepunkt efter at to store krokodiller er blevet skudt og har fået maverne skåret op.

Alt tyder nemlig på, at den 12-årige er blevet dræbt og ædt af en eller flere krokodiller under en svømmetur sammen med en jævnaldrende kammerat.

Ifølge flere australske medier svømmede de to kammerater i et vandhul i Mudginberri Billabong i Kakadu National Park ved Darwin. Først gik krokodillen til angreb på den ene dreng, som fik et livsfarligt bid i armen.

Han fik sig vristet løs og herefter angreb krokodillen kammeraten, som blev trukket afsted gennem vandet af det store krybdyr.

Analyserer bidmærker
Eftersøgningen foregår både til lands og til vands. Ved at analysere bidmærkerne i armen har eksperterne så nogenlunde kunnet fastslå størrelsen på krokodillen.

- Den overlevende dreng er blevet bidt i armen af krokodillen og han er blevet behandlet på hospitalet, oplyser politiinspektør Michael White.

Ifølge det lokale politi blev der obsereveret to krokodiller på omkring 4,4 og 4,7 meters længde forud for angrebet på drengene. Disse krokodiller blev skudt og maveindholdet undersøgt.

Dræbte voksen mand
- Men der var ikke spor efter drengen, oplyser politiet.

Antallet af krokodiller er vokset kraftigt i det nordlige Australien efter at dyrene blev fredet i 1971.

I august sidste år blev en 26-årig mand dræbt af en næsten fem meter lang krokodille, da han svømmede i Mary River sydøst for Darwin.