Onde blikke mellem venner i bildrab

Narkoskæve fyre i 20'erne beskylder hinanden for flugtbildrabet på 50-årig Kolding-cyklist sidste år

To mænd i 20'erne beskylder hinanden for trafikdrabet på den 50-årige Frank Hansen fra Kolding. Men kun en af dem er skyldig. (Foto: Privat/Bonnerup)
To mænd i 20'erne beskylder hinanden for trafikdrabet på den 50-årige Frank Hansen fra Kolding. Men kun en af dem er skyldig. (Foto: Privat/Bonnerup)

En af dem er skyldig i at slå en 50-årig mand ihjel i en vanvittig rus af alkohol, narko og høj fart. Men i retten i Kolding beskylder de hinanden for at køre en sagesløs cyklist ned og bagefter stikke af.

- Han er fuld af løgn, sagde den ene af de to mænd om den anden under en vidneafhøring i dag.

Vidnet, den 22-årige MJ, befandt sig lige som den tiltalte MG i den sorte VW Golf VR6 under den fatale påkørsel. Faktisk var det ham, som ved 7-tiden den skæbnesvangre augustmorgen havde lånt bilen af en af sine venner for at hente noget kaffe sammen med MG.

Så sin ven blive dræbt af flugtbilist

MJ hævdede, at den tre år ældre MG bad om at få lov at prøve den lynhurtige VR6'er om morgenen den 16. august i fjor. MJ var godt klar over, at MG var frakendt kørekortet, men lod ham alligevel tage rattet, selv om de begge var skæve af amfetamin, hash og alkohol.

En udlægning stik modsat af den tiltaltes forklaring. Under afhøringen blev der udvekslet onde blikke mellem de to bekendte, som i de første uger efter trafikdrabet begge sad varetægtsfængslet i sagen.

Kun én skyldig i sagen
Sigtelserne mod MJ blev imidlertid frafaldet efter knap fire uger, og i stedet koncentrerede politiets tekniske undersøgelser sig om MG.

Da anklager Pernille Moesborg i dag i detaljer bad MJ beskrive, om han så, hvordan den 50-årige mand blev ramt af den hurtige bil, begyndte vidnet at græde.

- MG sagde, vi skulle lade ham ligge og stikke af. Ellers ville vi komme i fængsel, lød det.

Der falder dom i sagen i næste uge