En besk hørm mødte de tilkaldte politifolk, da de onsdag trådte ind i huset hos skolelærer William Buchman i Newport Beach i Californien.
Naboer havde længe klaget over stanken, der stammede fra hundredvis af døde og halvdøde slanger, der lå i kasser og på gulvet over alt i hjemmet.
Iført gasmasker og strømpistoler lykkedes det medarbejdere fra dyreværnet at fjerne de i alt 404 pytonslanger fra huset, men kun få var stadig i live.
William Buchman, der underviser sjette klasse på en lokal skole, er anholdt og sigtet for dyremishandling, selv om politiet erkender, at han nok har andre problemer.
- Det er ret trist. At hamstre kæledyr på denne måde tyder på mentale problemer. Han har brug for hjælp, siger talsmand for politiet Sondra Berg til Los Angeles Times.
Politiet oplyser, at både mus og rotter levede i huset, hvor slangerne åbenbart ikke var i stand til at sikre sin egen føde. Mange var sultet ihjel.
- Der var døde rotter og levende rotter. De var faktisk blevet kannibaler og var begyndt at æde hinanden, siger polititalskvinden.
William Buchman var kendt i kvarteret som slangeentusiast, men da hans mor døde for tre år siden slog det klik, og han holdt op med at være en ansvarlig samler.
Ingen havde set Buchman i ugevis, da naboerne slog alarm over den ubehagelige lugt fra huset.
- Vi troede, at der var nogen, som var død. Min kone begyndte at kaste op over stanken, siger naboen Forest Long til avisen.