Dræbt under sin polterabend: Dødspiloten tiltalt

Anklagemyndigheden har nu rejst tiltale efter flystyrt, hvor den 37-årige Glenn Mensel blev slået ihjel kort før sit bryllup

Glenn Mensel, far til tre, stod for at skulle giftes med sin elskede Heidi. Menpiloten mistede kontrollen over flyet og Glenn blev dræbt på sin polterabend.(Foto: Smedegaard Presse)
Glenn Mensel, far til tre, stod for at skulle giftes med sin elskede Heidi. Menpiloten mistede kontrollen over flyet og Glenn blev dræbt på sin polterabend.(Foto: Smedegaard Presse)

Den 42-årige pilot fra Vojens, som i marts 2012 styrtede ned og dræbte den 37-årige Glenn Mensel fra Kolding, er nu blevet tiltalt af anklagemyndigheden.

Anklager Stine Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter overfor Ekstra Bladet, at piloten nu officielt er blevet tiltalt i forbindelse med den 37-åriges død.

- Anklageskriftet blev sendt afsted i går. På grund af bestemmelser i retsplejeloven kan jeg endnu ikke gå i detaljer med, hvad tiltalen helt nøjagtigt går ud på. Jeg må først oplyse nærmere om dette efter den 16. januar, siger Stine Pedersen til Ekstra Bladet.

Glenn Mensel stod for at skulle giftes med sin elskede Heidi. Parret havde sammen tre børn. Det var Glenns familie og venner, som havde arrangeret polterabend-festen og flyvningen på Flyvestation Skrydstrup.



Ramte træer og styrtede
For øjnene af Glenns venner, lavede piloten en såkaldt 'wing-over' manøvre i lav flyvehøjde hen over terminalbygningen.

Men flyet ramte en gruppe grantræer i cirka otte meters højde. Det styrtede ned og blev totalt smadret.

Både piloten og Glenn Mensel blev med helikopter fløjet til Odense Universitetshospital. Her døde Glenn Mensel kort efter, mens det lykkedes lægerne at redde den hårdt kvæstede pilot.

Han blev under politiets efterforskning af styrtet sigtet for uagtsomt manddrab.

Flere kritisable fejl
I marts sidste år offentliggjorde Havarikommissionen sin rapport om ulykken. Eksperterne påpegede flere kritisable fejl hos piloten, der ellers havde stor erfaring som kommerciel pilot i Cimber-Sterling. Han havde således 11.000 flyvetimer bag sig.

Havarikommissionen vurderede, at wing-over manøvren blev udført for aggressivt, og at krængningen blev indledt for tidligt. Stigningen blev udført med en for kraftig G-belastning.

- Derved blev der induceret en større modstand end tilsigtet for manøvren, der førte til, at flyet mistede unødig fart, skrev Havarikommissionen blandt andet.

Blandt nogle af årsagerne til styrtet, som havarikommissionens eksperter har påpeget, er også pilotens manglende erfaring både med kunstflyvning og selve flytypen - et Siai Marchetti SF-260 fly.



(Foto: Danish Aviation Photo)
(Foto: Danish Aviation Photo)


Flyet tilhørte flyveskolen Climb2 i Vojens, der blandt andet blev drevet af den 42-årige.

Ville lave flot opvisning
Trods den 42-årige kaptajns mange flyvetimer i Cimber-Sterling, havde han kun alt i alt fløjet syv en halv time med Marchetti fly. Det var fem korte flyvninger i 2010 og seks korte flyvninger i 2011. Da han gik i luften den skæbnesvangre dag var det seks måneder og 22 dage siden han sidst havde fløjet flytypen.

Men også menneskelige faktorer kan have spillet ind, fastslår eksperterne.

Piloten kan således have følt sig 'presset' til at give en flot opvisning.

- Det forekommer sandsynligt, at piloten var under indflydelse af et vist forventningspres. Dette kan have haft indflydelse på udførelsen af flyvningen, skriver Havarikommissionen.

Blev ændret til elev
Havarikommissionen oplyser, at den 37-årige brudgom inden flyvningen skulle underskrive en erklæring, der ændrede hans status fra at være passager til at være pilotelev på flyveskolen - selv om formålet med flyvningen alene var en god oplevelse på en polterabend.

Der er næppe nogen tvivl om, at Havarikommisonens rapport har haft en væsentligt indflydelse på anklagemyndighedens bedømmelse af sagen. Men først når anklageskriftet bliver offentliggjort den 16. januar kan offentligheden få indblik i, hvor alvorlig selve tiltalen er mod piloten.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at kontakte den 42-årige pilot for en kommentar.