Maskerede autonome har lørdag aften kastet med kanonslag efter politiet, der er mødt talstærkt op på blandt andet Frederikssundsvej i København. Det oplyser Københavns Politi
- Vi har en anmeldt demonstration med 50-75 deltagere, som går fra Dortheavej til Baldersgade.
- De medbringer romerlys, kanonslag, og der er også nogle, der maskerer sig, og det gør, at vi på et tidspunkt siger til dem, at maskering det går ikke, hvilket de ikke efterkommer, og så stopper vi demonstrationen, siger Lars Krabbe, pressetalsmand hos Københavns Politi.
De visiterer de autonome, og giver dem et påbud om, hvordan de skal opføre sig.
- Der er 11 gruppevogne og fire hollænderbiler og der er i hvert fald en, der har kaster med flasker, siger en beboer i området til Ekstra Bladet.
Pressetalsmanden ved ikke, om der er nogle tilskadekomne, men ingen blev anholdt i forbindelse med demonstrationen.
- Det eneste jeg kan bekræfte er, at der bliver kastet kanonslag, hvorvidt der er kastet med flasker ved jeg ikke. Det er ganske kortvarigt det der har været derude, og der er ro på igen, siger Lars Krabbe.
Demonstrationen hed solidaritet med Rote Flora, som du kan læse mere om på modkraft.dk.













































