En dreng på kun fire måneder blev gennem flere uger udsat for så grov vold, at han var i overhængende livsfare, da han endelig kom på hospitalet, og lægerne kan endnu ikke sige, om han vil få varige skader.
Der er en stor risiko for, at han har pådraget sig en hjerneskade og nedsat syn.
Drengens far stilles i næste uge for retten i Roskilde tiltalt for legemsangreb under særdeles skærpende omstændigheder. Volden er, ifølge tiltalen, sket i familiens rækkehus i Køge.
Han nægter sig skyldig, og sagen skal behandles af et nævningeting, fordi anklagemyndigheden lægger op til en straf på over fire års fængsel. Faderen, der er i 20´erne, er tidligere straffet for vold.
Kranielæsion og blødninger i hjernen
Den 2. august sidste år blev spædbarnet indlagt på Køge Sygehus efter at forældrene ringede 1-1-2, fordi drengen var meget dårlig. Han blev overført med lægehelikopter til Rigshospitalet, hvor lægerne fik mistanke om, at babyen havde været udsat for grov vold, så politiet blev involveret.
Lægerne har underretningspligt, når de får mistanke om vold mod børn.
Faderen blev anholdt og varetægtsfængslet, men løsladt efter seks uger. Efterforskningen har nu ført til, at statsadvokaten i København har tiltalt faderen for at have udsat sønnen for gentagen vold gennem cirka to uger fra juli sidste år til 2. august.
Ifølge anklageskriftet tildelte faderen den lille dreng slag og/eller anden stump vold mod hoved, krop og lemmer.
Drengen pådrog sig underhudsblødninger på kæben, brystkassen, ryggen ved hoften, brud i issebenet, kranielæsion, flere blødninger over og under den hårde hjernehinde og flere blødninger mellem de bløde hjernehinder.
Overhængende livsfare
Volden beskrives som 'battered child syndrome', og ifølge tiltalen var drengen i overhængende livsfare med betydelig risiko for varige skader, herunder hjerneskade og nedsat syn.
Ifølge lægeerklæringerne i sagen har drengen skader tre forskellige steder i hovedet, som er tidsmæssigt forskudt. Derfor mener statsadvokaten, at volden har stået på gennem flere uger. Den ældste skade skønnes at være nogle uger gammel, den anden skade nogle dage gammel, mens den tredje skade var frisk, da drengen blev indlagt den 2. august.
Babyen var indlagt på Rigshospitalet i en måned og blev så flyttet til Hvidovre Hospitals børneafdeling.
I dag er han udskrevet, men hans tilstand følges tæt på et børneambulatorium.
Senioranklager Peter Ahleson, der skal føre sagen i retten, siger til Ekstra Bladet, at lægerne stadig har svært ved at sige, om drengen får permanente skader:
- Men drengen har klaret sig bedre end end man frygtede i starten, siger senioranklageren.
Skal måske udvises
Retten i Roskilde har afsat fire-fem dage til retssagen, hvor en række vidner skal afhøres, blandt dem barnet mor, mormor, farmor og en søster til moderen.
Faderen er tyrkisk statsborger, og anklagemyndigheden tager forbehold for, at kræve ham udvist af Danmark, hvis han bliver dømt.
Anklagemyndigheden nedlægger også påstand om, at faderen skal betale erstatning til sønnen.
Kort tid efter faderen var blevet løsladt fra varetægtsfængsel blev han, ifølge tiltalen, pågrebet af politiet i en bil i Valby, hvor han havde otte salgsposer med knapt seks gram kokain.