Fuad Mohamed, 20, er stadig på fri fod, efter at han - ifølge politiet - i går dræbte sin 42-årige mor i den somaliske families lejlighed i Høje Gladsaxe.
Den 20-åriges seks søskende var alle til stede i lejligheden, men de overværede ikke drabet, der skete, mens Fuad Mohamed var alene med sin mor i et værelse.
Men hans søskende hørte hendes dødsskrig, og en søster til ham kom løbende ind i værelset og fandt sin mor blødende fra flere knivstik. En akutlæge erklærede den 42-årige for død på stedet.
Se mere video på localeyes.dk
De seks børn, fem af dem mindre, en lidt ældre end den 20-årige, opholder sig nu hos familie, som tager hånd om dem.
20-årig mand efterlyses for drabNatten til Skærtorsdag har politiet ledt efter Fuad Mohamed på flere adresser i Københavns-området, men uden resultat. Politiet opfordrer ham til at melde sig selv.
Flakker omkring
- Han har tilsyneladende ikke noget netværk, som kan skjule ham. Intet tyder på, at han er rejst ud af landet, så vi tror, han flakker omkring. Borgerne skal holde sig på afstand og ringe til politiet, fordi han formentlig er psykisk syg og kan være bevæbnet. Vi har i hvert fald ikke fundet kniven, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby, Københavns Vestegns politi.
Der er ikke noget åbenlyst motiv til det brutale drab. Der var ingen uvenskab eller forudgående episoder mellem mor og søn. Drabet skete pludseligt og var måske et udslag af psykisk sygdom.
- Vi hører, at han er psykisk syg, men ved endnu ikke om han decideret har en diagnose. Men drabet virker motivløst, siger Charlotte Skovby.
Far på vej hjem fra Somalia
Den somaliske familie taler alle dansk og er ellers velfungerende. Faderen var på ferie i Somalia, da drabet skete, men han er nu vej til Danmark. Familien har underrettet ham om tragedien.
Den 42-årige kvinde blev erklæret død klokken 15.39 i går efter at der var slået alarm kort efter klokken 15.
Fuad Mohamed beskrives som cirka 190 cm. høj, slank af bygning, har meget kort sort hår og muligvis et lille tyndt overskæg. Han var ved flugten iført sorte bukser og muligvis en lys skjorte og hue. Han medbragte en sort Nike sportstaske.
Ved du noget ? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk