Se video fra nogle af de mange brande i København nytårsnat i videoen herover
----------------------------------------------------------------------
En større brand brød nytårsnat ved midnatstid ud i Nyhavn i København. Branden bredte sig i følge Ekstra Bladets oplysninger under et tag.
- Vi har flere brande i byen, men denne har vores fokus, lød det fra den centrale vagtleder, Mads Firlings.
Branden blev anmeldt klokken 00.19, fortæller vagtlederen.
- De personer, der måtte have været i bygningen, er ude, så det er ren bygningsbrand. Men det er stadig i et meget tæt bebygget område, siger han.
Ifølge vagtchefen var der kun få mennesker til stede i bygningen på adressen Nyhavn 39, da den bliver brugt til erhverv. Ingen af dem er kommet til skade.
Lidt efter klokken 1 var branden under kontrol. Det fortæller indsatsleder ved Københavns Brandvæsen Thomas Rydahl.
- Vi har umiddelbart fået slået ilden ned, og man kan ikke se flammer mere. Der er stadig nogle gløder og små ildlommer, siger han.
I alt blev 35 brandfolk og syv slukningskøretøjer sendt af sted for at sikre, at branden ikke spredte sig til de omkringliggende bygninger.
- Det er en større aktion, fordi det er afgørende, at vi kommer hurtigt frem, så den ikke spreder sig, lyder det fra indsatslederen.
Det er endnu uklart, hvad brandårsagen er.